1964

Alpha melder ud: Situationen er alvorlig – Fortsætter stemningsboykot

Brøndby IF - Ob 2-0

Fanfraktionen Alpha skriver i en længere meddelelse, at man ikke er nået til enighed med den nye ejerkreds om en værdiaftale, og derfor har man besluttet at fortsætte stemningsboykottet resten af sæsonen.

Alpha indstillede al tribuneaktivitet den 28. oktober 2022, da Brøndby meldte ud, at de ville blive opkøbt af den amerikanske investeringsfond, Global Football Holdings.

En tydelig protest mod de nye amerikanske ejere, som foruden Brøndby også ejer en lang række andre klubber, hvilket du kan læse mere om her.

Siden opkøbet har Alpha været til stede på Brøndby Stadion iført orange beklædning sammen med en anden protestbevægelse ‘Bevar Brøndby IF’, som også er imod det nye ejerskab.

Der har været heftig dialog for at løse de store knuder i Brøndbys fanmiljø, men der er ikke kommet en løsning, hvilket Alpha tager konsekvensen af.

– Vi forlænger nu stemningsboykottet frem til tidligst sommerpausen – eller indtil en tilfredsstillende aftale er vedtaget, skriver Alpha på Sydsidens hjemmeside og fortsætter:

– Vi har via dialog med klubbens ledelse forsøgt med alle alternative midler at undgå den her situation – indtil videre uden held. Vi har dog måtte indse, at de punkter, vi mener skal være i en aftale, ikke bliver imødekommet af det nye ejerskab uden et massivt pres fra fanmiljøet, lyder det videre.

Derfor fastholder Alpha deres stemningsboykot sæsonen ud, og man opfordrer til et kollektivt stemningsboykot fra alle fans, så der kan blive lagt yderligere pres på ledelsen og den nye ejerkreds.

– Vi mener, at et kollektivt stemningsboykot fra alle fans på både ude- og hjemmebane kan skabe det pres, som skal til for, at en aftale kan opnås.

I det lange skriv, som kan læses i sin fulde længde her, skriver de også, at den aftale, de søger skal indeholde garantier for at klubbens identitet bliver bevaret.

– Vi kommer aldrig til at støtte det nye ejerskab. Men via en aftale mellem Fanafdelingen og ejerskabet, som indeholder garantier for, at vores klubs identitet bliver bevaret og ikke bliver udnyttet til ejernes interesse, vil der være en vej frem.

Alpha skriver videre i meddelelsen, at situationen er meget alvorlig, og man beder til at klubbens ledelse anerkender de bekymringer, der gives udtryk for.