Brøndbys cheftræner Steve Cooper har fået sparket på Vestegnen.
Brøndby skal have ny cheftræner – igen.
Klubben oplyser fredag aften på deres hjemmeside, at de har trykket på knappen og fyret cheftræner, Steve Cooper.
Læs også: Cooper: Har ondt af Superligaen – Brøndby kommer med en udtalelse
Forventningerne var ellers enorme til den flerårige Premier League-manager, som i september sidste år satte sig i det varme sæde på Vestegnen og debuterede med en Derbysejr mod FC København.
Det har dog overordnet været en sæson til dumpekarakter, og det hele kulminerede torsdag aften, da man tabte med 1-3 til FC København efter forlænget spilletid og dermed missede chancen for at deltage i Conference League-kvalifikationen.
Det var tilsyneladende dråben, der fik det famøse bæger til at flyde over.
Scott McLachlan, der er næstformand i bestyrelsen i Brøndby og en nøglefigur i det amerikanske Brøndby-ejerskab, fortæller, at resultaterne og præstationerne er udeblevet, og derfor har man valgt at trække en streg i sandet:
– Med ansættelsen af Steve tog vi et valg, som vi både troede og håbede kunne løfte klubben til et nyt niveau. Det har det også gjort i flere aspekter, men hverken resultaterne eller præstationerne på banen er fulgt med, fortæller han.
Steve Cooper har dermed haft sin sidste arbejdsdag i Brøndby.
Det samme har assistenttræner Alan Tate, som kom til Vestegnen sammen med Steve Cooper i september sidste år.
Deres kontrakter løb til sommeren 2028, men de er nu blevet afbrudt to år før tid.
Brøndby har i samme moment forfremmet teknisk direktør Julius Ohnesorge til fodbolddirektør på Vestegnen, hvilket du kan læse mere om her.
Læs også: Officielt: Her er Schmedes’ afløser – Brøndby præsenterer ny fodboldboss















