1964

Bookmaker: David Wagner favorit til Brøndby-job

Bookmakeren Unibet mener, at David Wagner er favorit til at overtage tjansen som cheftræner for Brøndby. Den danske landstræner Kasper Hjulmand er også blandt bejlerne.

Brøndby vinkede farvel til Niels Frederiksen i sidste måned, og dermed takkede den karismatiske cheftræner af efter knap 3,5 år på den københavnske Vestegn.

Jagten på en ny cheftræner er gået ind, og ifølge B.T.’s oplysninger har Carsten V. Jensen og de nye ejere holdt flere samtaler med trænerkandidater.

Uden at komme ind på specifikke navne, erfarer avisen, at der er pæn sandsynlighed for, at det bliver en udenlandsk træner, der overtager tøjlerne i Brøndby.

Unibet har netop offentliggjort de navne, som de mener er i spil til cheftrænerjobbet i Brøndby, og der er en overraskende favorit i form af den tysk-amerikanske cheftræner, David Wagner.

Den 51-årige cheftræner står uden job, efter han blev fyret i Young Boys tidligere på året, mens han inden det havde et kort ophold i Schalke 04.

David Wagner vil primært blive husket for sin succesfulde tid i Huddersfield Town, som han etablerede i Premier League, efter klubben sensationelt rykkede op i 2017.

Unibet betaler pengene 2,25 igen, hvis man tror David Wagner bliver udpeget som ny cheftræner.

De næste på listen er også på en meget høj hylde. Kasper Hjulmand er nemlig næststørste favorit ifølge Unibet, der giver pengene 4,00 igen på den danske landstræner.

Samme tilbagebetaling kan man få, hvis man tror Bodø/Glimts Kjetil Knutsen eller Silkeborgs Kent Nielsen bliver cheftræner, mens der betales 6,00 gange penge igen for Ole Gunnar Solskjær, der har en fortid i Manchester United.

Brøndby kommer ifølge Carsten V. Jensen til at præsentere en ny cheftræner senest den 9. januar, når klubben påbegynder pre-season forud for forårssæsonen.