1964

Brøndby-capo taler ud efter årets sidste kamp: Stemningen var slet ikke Brøndby værdig

sydsiden

Capo på Sydsiden, Tobias Hansen, skriver i et tweet, at han gjorde alt for at skabe stemning på Sydsiden, men han erkender blankt, at stemningen slet ikke var Brøndby værdig. Capoen møder opbakning fra BrøndbyLyd-panelet.

Først fortjener Tobias Hansen ros. Han har grebet megafonen i en tid, hvor Brøndbys fanmiljø synes mere splittet end nogensinde før.

Alpha trak sig i sidste måned som stemningsskabende på Sydsiden som følge af ejerskiftet, og derfor trådte Sammen Om Vor Klub til og forsøgte at bidrage til, at Brøndby Stadion stadig er det mest berygtede og fascinerende sted.

Men det har helt afgjort været mærkeligt at gå til fodbold på Brøndby Stadion i de seneste uger, for stemningen har ikke været som før – og sammenholdet synes forsvundet.

Det er dog langt fra capoernes skyld, for de har forsøgt at skabe sammenhold mellem fans, der nærmest ikke selv ved, hvilket ben de skal stå på for tiden.

I BrøndbyLyd blev den lidt underlige stemning på Sydsiden også diskuteret, og her var der klar opbakning til Sammen Om Vor Klub, som har forsøgt at tage teten i en svær tid.

– Ros til de drenge og piger, der prøver at lave stemning, for det er godt nok hårde vilkår i øjeblikket. Der er ikke meget hjælp at hente på Sydsiden. At se det mod Viborg var hårdt. De gjorde alt, hvad de kunne, men der kom ikke meget gang i det, siger den ene paneldeltager, Jonas Elholm, i podcasten.

På de sociale medier bliver stemningen på Sydsiden kritiseret, og Tobias Hansen, der stod i capotårnet som repræsentant for Sammen Om Vor Klub, erkender blankt, at stemningen ikke var Brøndby værdig.

Brøndby-supporteren, Jonas Elholm, fortæller videre i BrøndbyLyd, at Brøndbys fans synes at have en distance til hinanden efter al polemikken omkring ejerskiftet.

– Vi føler en distance til hinanden. Det bliver lidt apatisk. Jeg tror, at mange bare tager sig selv i at være der i stedet for at støtte holdet, som man har gjort før. Mange virker til at have mere fokus på egne følelser. Det har været nogle svære kampe at komme igennem, pointerer han i podcasten, der kan høres i sin fulde længde her.

Brøndby overvintrer på 10. pladsen i Superligaen, men der resterer fem kampe af grundspillet, hvor de blå/gule skal forsøge at spille sig ind i top 6.