1964

Brøndby-direktør: Dybt forkasteligt

Brøndby IF’s administrerende direktør, Ole Palmå, fortæller, at man har oprettet 28 karantænesager i forbindelse med søndagens kamp mod Viborg FF. Og så kalder han episoden, hvor en gruppe Brøndby-hooligans overfaldt en FC København-fanbus på en rasteplads på Fyn for dybt forkasteligt.

Søndag var endnu en kulsort dag for Brøndby IF’s fanmiljø, efter man under kampen mod Viborg FF kastede pyroteknik ind i Viborg FF’s mål lige foran udebaneafsnittet.

Senere samme dag gik en gruppe Brøndby-hooligans til angreb på en fanbus, efter FC København-fansene lavede et stop på en rasteplads på Fyn efter deres 1-2-nederlag til FC Midtjylland to timer efter Brøndby IF’s kamp i Viborg.

Brøndby IF’s administrerende direktør, Ole Palmå, kalder episoden på Fyn for dybt forkasteligt, og så afslører han, at man i forbindelse med uroen i Viborg har åbnet 28 karantænesager.

– Vi er dybt, dybt frustrerede over de seneste episoder fra gårsdagens kamp mod Viborg. Vores sikkerhedsafdeling har i forbindelse med kampen i Viborg i går oprettet 28 karantænesager grundet blandt andet pyro og brud på karantæner. Derudover var der en episode på Fyn, hvor en bus bevidst stopper ved en rasteplads og kommer op at slås og affyrer pyro mod personer fra en anden bus og tilfældige forbipasserende. Det er dybt forkasteligt, og noget vi på det kraftigste tager afstand fra, siger han i et stort statement på Brøndby IF’s hjemmeside.

Han tilføjer:

– Vi har rakt ud til politiet med henblik på at bistå dem med deres opklaringsarbejde. Politiet oplyser os, at de har registreret alle navne på personerne i bussen, men grundet GDPR kan vi ikke få navnene udleveret og give de pågældende personer karantæner, eller se om de allerede har karantæne. Det er naturligvis frustrerende, da vi ligesom alle andre, ikke ønsker at disse personer kommer til vores kampe. Vi har naturligvis igangsat vores egen efterforskning af sagen i håbet om at få identificeret de involverede med henblik på at give karantæner.

Ole Palmå fortæller også, at man samlet i denne sæson har modtaget bøder for intet mindre end 1.800.000 kroner, mens man samlet har over 120 personer i karantæne – tal som forventes at stige yderligere efter søndagens skandaler.

Læs også: Raser mod hooligans: Taler ud om voldsomt overfald
Læs også: Stort drama: Alpha overvejer at nedlægge sig selv
Læs også: CV: Det er frygteligt og forfærdeligt