1964

Brøndby-fans taber hovedet på tribunen: Se det her

Brøndby IF - Agf 1-0

Brøndby IF’s fans har revet sæder løs fra tribunen i Parken og angiveligt kastet dem efter FC Københavns fans samt stewards. En enkelt blev også kastet hele vejen ind på banen. Se videoen længere nede i artiklen, hvor Brøndby IF’s fans taber hovedet.

Pludselig lå der et sæde fra Parkens tribune på grønsværen i søndagens derbybrag mellem FC København og Brøndby IF, hvilket fik dommer Jakob Sundberg til at holde spillet hen, indtil han havde fragtet genstanden ud til dommerteamet på sidelinjen.

Sædet blev kastet fra udebaneafsnittet, hvor flere tusinde Brøndby IF-fans er, og på de sociale medier er der blevet delt videoer af maskerede mænd, som river adskillige sæder af tribunen i Parken. Ifølge flere forlydender på Twitter er stolene blevet kastet efter FC Københavns fans og stewards.

De seneste derbys har været præget af uheldig opførsel fra begge klubbers fans, og derfor var de to seneste derbys uden fans fra udebaneholdet. Forud for denne kamp gik FC København og Brøndby IF også sammen om et fælles statement om at opføre sig ordentligt – blandt udtalte Brøndbys administrerende direktør, Ole Palmå, følgende:

– Derby på Brøndby Stadion og i Parken er det bedste, man kan få i Danmark rent stemningsmæssigt. Det skyldes to store, kreative og rivaliserende fangrupper, der over mange år har gjort de kampe til noget helt specielt. Men bliver der problemer, så kan vi risikere at miste en vigtig del fremover, nemlig fans fra begge hold. Det ville være trist for alle, så vores opfordring er, at alle på stadion giver den gas med sang, store følelser og stemning, men afstår fra alle former for vold og aggression. Der er intet fællesskab over den slags opførsel, og der findes ingen undskyldninger, der godtgør, at man tyer til vold i forbindelse med fodboldkampe. Støt i stedet dit hold sammen med dine medfans og vær med til at skabe endnu et fantastisk derby, lyder den klare opfordring fra Ole Palmå, administrerende direktør i Brøndby IF.