1964

Brøndby Kommune om udsat amatørkamp: Frygter at pyroteknik ødelægger kunstgræsbanen

mads

Brøndby Kommune oplyser til Ekstra Bladet, at de har aflyst Brøndbyernes IF Serie 2-kamp mod Næstved FC 77, fordi de frygter for, at Brøndbysfans vil ødelægge kunstgræsbanen med deres pyroteknik.

Kernen af Brøndbys stemningsskabere har forladt Superliga-holdet og Sydsiden for at stille sig op på en mobil tribune og synge og skråle for amatørholdet i Serie 2.

Læs også: Sultne og tørstige Brøndbyfans får ros: Men DBU Sjælland overvejer sag efter pyro

Det sker som en direkte protest mod klubbens nye ejerskab, hvor Global Football Holdings har købt aktiemajoriteten.

Brøndbyfansene medbringer dog ikke kun deres høje stemmer og blå/gule flag, for der var også en stor mængde pyroteknik for en uge siden i opgøret mod Holmegaard GB.

Knap 900 Brøndbyfans fyrede nemlig op under det nok vildeste pyroshow set i dansk amatørfodbold, og det kan du se se her.

Til denne fredags hjemmekamp mod Næstved FC 77 havde klubbens fans igen meldt deres ankomst, men på DBU fremgik det pludselig, at opgøret var blevet udskudt.

Kort efter den besked kunne broendbyforfan.dk afsløre, at det var en beslutning som blandt andet var truffet, fordi man var bange for den store brug af pyroteknik.

Det bekræfter Bente Skovgaard Kristensen, direktør i Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen i Brøndby Kommune i en mail til Ekstra Bladet.

– Vi har i dialog med Brøndbyernes IF Amatørafdeling besluttet, at kampen ikke kan afvikles på bane 2/opvisningsbanen, da der er stor risiko for, at fangrupperingen vil medbringe romerlys og andre effekter, der kan havne på banen, skriver hun og fortsætter:

– Vi ser derfor en risiko for, at det medfører skader på kunstgræsbanen og dermed potentielt store omkostninger.

Læs også: Vanvittige scener: Brøndbyfans fyrede op under stemningen til Serie 2-kamp

Brøndby Kommune oplyser videre, at de arbejder på at flytte en stor mængde af Serie 2-holdets kampe, så de spilles i dagslys.

Samtlige af klubbens hjemmekampe i Serie 2 er dog programsat til kl. 18.45 om fredagen, så det er alle hjemmekampe, der skal flyttes.

Selvom Brøndbys fans ikke er blevet populære på grund af deres brug af pyroteknik, har de modtaget ros for eksemplarisk opførsel fra Holmegaard GB.

– Vi har kun stor ros til overs for Brøndby-fansene. De opførte sig eksemplarisk. Og vi er meget glade for, at vi solgte 50 fustager øl samt 1300 pølser. Det hjælper os, fordi vi skal have et nyt klubhus, sagde Holmegaard GB’s formand Michael Vangsgaard til Ekstra Bladet.

Læs også: Gravesen om død stemning: Klubben skal tage det alvorligt

Relaterede nyheder

Seneste nyt