1964

Brøndby-profil er rapstjerne i forklædning: Laver musik med Lamin

broendby-if-2048x1366

Brøndbys forsvarspiller Kevin Tshiembe bruger meget tid i musikstudiet i Væreløse med rapstjernen Lamin, når han ikke er på træningsbanen i Brøndby.

Kevin Tshiembe har fået en vigtig rolle i Brøndby, siden han i sommeren 2021 skiftede til de blå/gule på en fire-årig aftale fra Lyngby BK.

Den danske stopper tager store skridt uge for uge, men det er ikke kun på grønsværen, at den 25-årige fyr brillerer.

I Discovery+-indslaget Uden for kridtstregerne fortæller Brøndby-profilen, at han spiller musik med den danske rapstjerne, Lamin, der har flere millioner streams på Spotify.

– I min fritid går jeg meget op i musik. Vi har et hjemmelavet studie, hvor alt sker. Det er her, hvor vi laver alt mix og optager, siger han i programmet.

Kevin Tshiembe og Lamin samt yderligere en håndfuld unge fyre har lavet et hjemmelavet studie på Vesterbro, hvor evnerne afprøves og føres ud i livet.

– Vi har lavet lidt sange og rappet, og så begyndte Lamin at komme i studie, og så lavede vi vores eget, fortæller han videre og tilføjer.

– Lige nu planlægger vi Lamins tour. Og der tænker man da nogle gange, hvorfor er jeg ikke på scenen, siger han med et skævt smil.

Kevin Tshiembe er dog lykkelig for sin fodboldkarriere i Brøndby, men en rapkarriere er noget, som han altid vil drømme om.

– Jeg tror, at vi fodboldspillere ville ønske, at vi havde et rapperliv, og rappere ville ønske de havde et fodboldliv. Men det er fedt at kunne gøre sammen med sin gode ven.

Den lille sidegesjæft er ikke nyt for Kevin Tshiembe, for hans tidligere holdkammerat Mathias Hebo Rasmussen har i et interview med 3point.dk fra 2021 givet udtryk for, at forsvarsspilleren tror, at han er rapper.

– Han tror, at han er rapper, haha… Så hvis han ikke var blevet fodboldspiller, var han helt klart blevet rapper, sagde Mathias Hebo kort efter Kevin Tshiembes skifte til Brøndby.

Se indslaget her fra Discovery+ om Kevin Tshiembe og hans rapkarriere: