Endnu en Brøndby-spiller er blevet far.
Der er babylykke i Brøndby-truppen.
I premierekampen sad Patrick Pentz ude, fordi han var fløjet til Salzburg for at være til stede ved fødslen af sit første barn, men østrigeren var atter retur til anden kamp mod Viborg.
Læs også: Frøkjær forstår Younis-frustration – Men genkender ikke ‘fjendtligt’ miljø
Brøndby-målmanden er ikke den eneste, der lever i en babyrus.
Brøndbys cheftræner Thomas Nørgaard fortæller, at Mads Frøkjær ligeledes er blevet far til sit første barn kort før kampen mod Viborg.
– Det var en emotionel optakt for ham, for han er blevet far for første gang. Han skulle støtte det samtidig med, at han også gerne ville spille den her fodboldkamp, siger Thomas Nørgaard til Viaplay.

Mads Frøkjær sad over fredagens træning, og det var ifølge Brøndby-cheftræneren det eneste træningspas, midtbanemanden missede.
– Han har kun været væk én dag. Han har gjort alt, hvad han kunne, så det var en nem beslutning, at han skulle starte.
– Det var også en nem beslutning at tage ham ud efter 65 minutter efter en hektisk uge, hvor følelserne har været rundt i hele kroppen, fortsætter han.
Mads Frøkjær og hans bedre halvdel flyttede i vinter retur til Danmark efter et ophold i engelsk fodbold, hvor midtbanemanden tørnede ud for Preston.
Brøndby vandt i øvrigt opgøret mod Viborg med 1-0 takket være en scoring af nyindkøbte Olti Hyseni.
Læs også: Olti-time på Vestegnen: Her er Thomas Nørgaards trup mod Viborg













