1964

CV flirter med Mattsson og afviser ikke Stryger Larsen

Brøndby IF - Agf 1-0

Transfergossip

Carsten V. Jensen bekræfter, at Magnus Mattsson er et navn, som man har bemærket i Brøndby. I samme ombæring vil fodbolddirektøren heller ikke afvise, at Jens Stryger Larsen er et emne i klubben.

Brøndby vil forstærke truppen i januars transfervindue, hvor klubben skal forsøge at veksle den øjeblikkelige placering som bundhold til en plads i top 6, der sikrer adgang til Mesterskabsspillet.

Både fodbolddirektør Carsten V. Jensen og bestyrelsesformand Jan Bech Andersen har løftet sløret for, at man vil spendere adskillige millioner i vinterens transfervindue.

Og der har været nævnt et par emner på rygtebørsen.

B.T. meddelte forleden, at den tidligere Silkeborg-anfører Magnus Mattsson var på blokken i klubben, og Carsten V. Jensen bekræfter, at man har interesse i Nijmegen-danskeren.

– Det er en dygtig fodboldspiller, som er blevet nævnt i medierne. Det er jo ikke noget, vi har skrevet om eller sagt noget om til nogen. Det er da et fint forslag, og det tager vi da til os, når der kommer fine forslag, siger CV med et grin ifølge bold.dk.

Fodbolddirektøren bekræfter også, at man allerede var interesseret i Magnus Mattsson, da den danske offensivspiller rykkede fra Søhøjlandet til Nijmegen i sommeren 2021.

– Jeg har ikke noget konkret at sige om ham i det hele taget, andet end at vi også fulgte ham, da han var i Silkeborg, hvor vi syntes, at han var en fin spiller, fortæller han.

B.T. har også skrevet, at Brøndby har interesse i at bringe Jens Stryger Larsen hjem til den københavnske Vestegn, og heller ikke det rygte har Carsten V. Jensen nogen intentioner om at skyde ned.

– Det er jo andre end os, der spekulerer i navne. I vil aldrig få det ud af os. Alt, hvad man kan læse i avisen, er ikke nødvendigvis forkert, men det er heller ikke nødvendigvis rigtigt. Sådan er det, lyder det kryptisk fra fodbolddirektøren.

23-årige Magnus Mattsson er på kontrakt i Nijmegen frem til sommeren 2024, men den hollandske klub har option på yderligere et år,

Jens Stryger Larsen har stadig to og et halvt år tilbage af sin aftale i tyrkiske Trabzonspor, som han skiftede til på en fri transfer i sommer efter bruddet med Udinese.