1964

CV ville ikke stille op til interviews efter skuffelse på hjemmebane

Carsten V. Jensen, fodbolddirektør [P7892](Brøndby IF), Niels Frederiksen, cheftræner [P7881](Brøndby IF)

Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, ønskede ikke at stille op til interviews efter 3-3-skuffelsen mod Lyngby BK, men cheftræner Niels Frederiksen er rolig omkring sin fremtid på trods af det.

Brøndby IF skuffede stort søndag eftermiddag, da de smed to føringer på hjemmebane mod Lyngby BK og måtte nøjes med en pointdeling mod Superligaens sidsteplads.

De blå/gule er placeret kun to point fra nedrykningsstregen med 12 point for 11 kampe, mens spillet ikke dufter af top 6, men snarere en råkold bundkamp i Superligaen.

Krisen kradser på den københavnske Vestegn, og Brøndby IF’s fodbolddirektør Carsten V. Jensen nægtede ifølge TV3 Sport at stille op til interviews efter opgøret på Brøndby Stadion.

I kølvandet på det samt de svigtende resultater, blev Brøndby-cheftræneren Niels Frederiksen spurgt om, hvorvidt han frygtede at blive kaldt ind til et træls møde om fremtiden.

– Haha… Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Der er andre, der beslutter min skæbne, så det er ikke noget, jeg har lyst til at kommentere på, lød det fra Niels Frederiksen.

Efterfølgende blev han spurgt, om han havde lyst til at kommentere på, om han havde mistet momentum i Brøndby IF, og om han havde mistet lysten til at være i klubben – og her var den karismatiske cheftræner mere snaksaglig.

– Det har jeg bestemt lyst til at kommentere på, for det har jeg overhovedet ikke (mistet lysten red.). Når jeg kigger på den dagligdag, vi har, og det arbejde vi gør os, så synes jeg, at vi gør mange fine ting. Og jeg tror på, at det snart kaster flere sejre af sig, sluttede Brøndby-chefen.

Niels Frederiksen har været i Brøndby IF siden sommeren 2019, og han var manden, der hjemførte det første mesterskab i 16 år, da klubben vandt Superligaen sidste år.

Redaktionen anbefaler…
1. Rørt Ohi bemærkede Sydsidens sang og banner: Wow!
2. Sportsaviser frygter for Niels Frederiksens job efter ny skuffelse
3. Hermansen: Vi må ikke lukke tre mål ind på hjemmebane
4. Afsløring: Tyske klubber sværmer om Mads Hermansen
5. Derfor har Alpha så meget magt i Brøndby IF