Sean Klaiber har ingen fremtid i Brøndby, selvom han i disse dage er på træningsbanen på Vestegnen.
Sean Klaibers dage i Brøndby er snart talte.
Højrebacken har siddet ude af holdet siden februar, hvor han ragede uklar med klubbens daværende cheftræner Steve Cooper, der fortalte, at klubbens værdisæt var blevet brudt.
Læs også: Trods Cooper-afsked: Sean Klaiber skal væk fra Brøndby
Siden er Steve Cooper blevet fyret, men det hjælper dog ikke Sean Klaiber tilbage i varmen.
Brøndbys cheftræner Thomas Nørgaard fortæller ifølge TV2 Sport, at Sean Klaiber ikke indgår i planerne, og han dermed skal finde sig en ny arbejdsgiver forud for den kommende sæson.
– Han har som alle mulige andre spillere i truppen haft en snak med mig og Julius (Ohnesorge, fodbolddirektør i Brøndby, red.) i forhold til, hvordan vi ser det sportslige grundlag, som det er nu og her, og så har han fået at vide, at han er en del af vores træningsmiljø, hvor vi selvfølgelig faciliterer det bedste, vi kan for ham, som vi gør for de andre, og så har vi en intention om, at Sean skal finde et andet sted at spille fodbold, lyder den kontante melding fra Brøndby-bossen.
Sean Klaiber har trænet på egen hånd i foråret.
Hans seneste kamp var den 15. februar mod Viborg, hvor han fik 79 minutters spilletid, og han har ikke været i kamptruppen i de seneste 12 kampe.
Hans kontrakt udløber næste sommer.
Læs også: Snart fortid i Brøndby: Sean Klaiber kan ende i stort pengeskifte













