1964

Fra skrot til slot: Divkovic var på vippen i Brøndby

Brøndby IF - Randers FC 2-2

Transfergossip

Marko Divkovic har taget så store skridt over vinteren, at det lader til, at Brøndby har parkeret tanken om at sælge den kroatiske angriber, der i weekenden scorede to gange mod Hvidovre i en træningskamp.

Marko Divkovic har været en spøjs størrelse i Brøndby, siden klubben i sommeren 2021 lejede den kroatiske angriber i Dunasjska Streda fra Slovakiet.

Den vævre offensivspiller viste gode takter i starten af sit ophold på Vestegnen, og derfor valgte fodbolddirektør Carsten V. Jensen i marts sidste år at købe ham fri af lejekontrakten.

7.500.000 kroner fandt Brøndby-bossen frem til den slovakiske klub, og selvom det startede acceptabelt, har de senere præstationer været så svingende, at intet har tydet på, at han kunne bide sig fast på Brøndbys hold.

Derfor var han også blandt de spillere, som Carsten V. Jensen har ønsket at skippe i løbet af januars transfervindue, fortalte B.T.’s journalist, Farzam Abolhosseini, i sidste uges udgave af ‘Transfervinduet’.

– Inden transfervinduet var han en af de spillere, som Brøndby ville af med, fortæller han i transferpodcasten og tilføjer, at den kroatiske tekniker har imponeret stort over vinteren.

– Jeg kan forstå på nogle af de spillere, som tidligere ikke har været så glade for ham, at han har taget skeen i den anden hånd. Han har set monsterskarp ud til træning, sagde transferjournalisten for en lille uge siden.

Marko Divkovic så også særdeles skarp ud søndag eftermiddag, da Brøndby foran en flere hundrede tilskuere slog 1. divisionsklubben, Hvidovre, med 4-1 på Bane 2 ved Brøndby Stadion.

Den kroatiske angriber var i hopla og scorede to mål – blandt andet var han på pletten direkte på frispark.

Derfor ser det ud til, at Marko Divkovic kan blive et spændende bekendtskab over foråret, og Brøndby har formentlig fuldstændig parkeret tanken om at afskippe ham i denne måned.