Det er dyrt at hyre de forkerte. Det må Brøndby sande, efter man har fået en tocifret millionregning for fyringerne af Steve Cooper, hans stab samt Frederik Birk.
Brøndby kunne torsdag formiddag præsentere et positivt årsregnskab for 2025/2026-sæsonen, som viser et plus på den gode side af 18 millioner kroner.
Det skyldes primært, at klubben solgte spillere for hele 250 millioner kroner i perioden.
Læs også: Bombe: Brøndby fyrer Steve Cooper
Årsregnskabet viser dog også en meget dyr streg i regningen.
Under personaleomkostninger er der en linje, der heder fratrædelsesgodtgørelser.
Den viser et svimlende minus på 16.948.000 kroner. Altså knap 17 millioner kroner.
I regnskabsperioden har Brøndby fyret Frederik Birk, som senere blev erstattet af Steve Cooper, der medbragte en stor britisk stab til Vestegnen.
De blev alle fyret efter sidste sæson, og det er unægteligt dem, der æder det største beløb af de knap 17 millioner kroner.
Brøndby oplyser ikke, hvordan beløbet er fordelt, men sikkert er det, at Steve Cooper kan smile hele vejen til banken efter sit mislykkedes ophold på Vestegnen.
Det blev beskrevet som et stort scoop, da Brøndby efter fyringen af Frederik Birk i september 2025 hyrede den tidligere Premier League-manager, men han blev aldrig en succes på Vestegnen.
Derfor blev han fyret efter en skuffende sæson, hvor de blågule ikke formåede at kvalificere sig til europæisk fodbold.
Han blev senere afløst af Thomas Nørgaard, som blev købt fri af kontrakten med Sønderjyske.
Både Steve Cooper og Frederik Birk havde kontrakt med Brøndby til sommeren 2028.
Læs også: Ny assistent i Brøndby: Steve Cooper henter endnu en gammel kending















