1964

Global Football Holdings vil indgå aftale med Brøndbys fanmiljø

Brøndby IF - Ob 2-0

Bestyrelsen i Fanafdelingen meddeler, at Global Football Holdings ønsker at indgå en aftale med det brede fan-miljø. En aftale, som i lange stræk er inspireret af de idéer, Fanafdelingen gav Jan Bech Andersen tilbage i august.

Der har været massiv splittelse i Brøndbys fan-miljø, efter det i sidste måned kom frem, at klubben var på vej mod at blive opkøbt af den amerikanske investeringsfond, Global Football Holdings.

Til året sidste hjemmekamp for en uge siden var dele af Brøndbys fans iført orange farver som en direkte protest mod det udenlandske ejerskab.

Nu meddeler Fanafdelingen i en længere meddelse, at de har mødtes med repræsentanter fra den nye ejerkreds, som agter at indgå en aftale med det brede fan-miljø.

– Vi har fra Fanafdelingens side haft lejlighed til at mødes med repræsentanter for de nye ejere. På dette møde blev det bekræftet, at ejerskabet ønsker at indgå en aftale med det brede fan-miljø, lyder det fra Fanafdelingen, mens der tilføjes:

– Der er tale om en aftale, som skal stadfæste principper og rettigheder, der er vigtige for både fans og klub. Vi er blevet præsenteret for et udkast til en aftale, og vi har kunne konstatere at udkastet i lange stræk er inspireret af de idéer, Fanafdelingen gav Jan Bech Andersen tilbage i august måned.

Bestyrelsen i Fanafdelingen meddeler videre, at de vil arbejde med en reference-gruppe bestående af udvalgte fan og rådgivere for at gennemgå aftaleudkastet.

Dernæst vil der bliver indkaldt til et stormøde for Fanafdelingens medlemmer – forventeligt i januar 2023.

– Her vil aftaleteksten blive gennemgået og drøftet blandt de fremmødte. Når vi er på den anden side af stormødet, vil Fanafdelingens bestyrelse forsøge at gøre en aftale færdig.

Fanafdelingen skriver slutteligt, at de arbejder med de nye ejere på samme måde, som de gjorde med Jan Bech Andersen – nemlig udfra det mindset, at de (Fanafdelingen red.) er klubbens ‘kritiske ven’ med fan-briller på.