Thomas Nørgaard var hele tiden Brøndbys favorit, men Julius Ohnesorge havde også en anden varm kandidat til jobbet som cheftræner på Vestegnen.
Brøndby har onsdag præsenteret Thomas Nørgaard som cheftræner på Vestegnen.
Den 44-årige dansker har siden fyringen af Steve Cooper været meldt som storfavorit til at lande jobbet i Brøndby, og han har da også været klubbens førsteprioritet.
Læs også: Nye oplysninger: Brøndby indløste frikøbsklausul tirsdag – Smider 1,4 mio. kroner for ny cheftræner
Men Bold afslører, at et norsk navn også var interessant på Vestegnen.
Det drejer sig om den 51-årige nordmand, Eirik Horneland, som i januar blev fyret i St. Etienne.
Ifølge Bold har der siden fyringen af Steve Cooper været en konkret jobsamtale med nordmanden om den ledige stilling på Vestegnen, men pilen endte med at pege Thomas Nørgaards vej.
Gammel flamme
Eirik Hornelands navn har før været nævnt omkring det ledige Brøndby-sæde.
I slutningen af 2024 var nordmanden i dialog med Brøndby, der på det tidspunkt havde fyret Jesper Sørensen.
Dengang endte det dog ikke med Eirik Horneland til Brøndby, som i stedet hyrede Frederik Birk – og heller ikke denne sommer ender Eirik Horneland og Brøndbys flirt i et ægteskab.
Eirik Horneland kan i stedet glæde sig over, at han ser ud til at lande cheftrænerjobbet i Malmö. Et job, som Thomas Nørgaard i øvrigt også var kraftigt i spil til.
Thomas Nørgaard er blevet udstyret med en 3-årig aftale i Brøndby.
Læs også: Ny Brøndby-træner fik særligt råd fra Tom Köhlert: Det såede et frø i mig















