1964

Jesper Sørensen åben for at bibeholde nuværende trænerteam

Jesper Sørensen, assistenttræner [P7883](Brøndby IF)

Det bliver ikke umiddelbart noget revolutionerende trænerteam i Brøndby, for den nyslåede cheftræner Jesper Sørensen åbner for at holde på de nuværende assistententer Martin Retov og Frederik Birk.

Brøndby skød nytåret ind med en ny cheftræner, da klubben mandag den 2. januar præsenterede Jesper Sørensen på en aftale frem til sommeren 2025.

I forbindelse med præsentationen blev det ikke offentliggjort, hvem der skulle assistere ham, men i et interview med fanpodcasten BrøndbyLyd slog han kort efter ansættelsen fast, at han ikke selv kommer med et team.

– Jeg har ikke noget. Jeg kommer ikke ind og siger, at vi skal have dem og dem. Jeg kommer ind og lægger en plan for, hvordan jeg synes, at tingene skal gøres, og så kan den enkelte købe ind på det, siger den nyslåede Brøndby-cheftræner.

Martin Retov og Frederik Birk assisterede Niels Frederiksen, og det er nogle folk, som Jesper Sørensen kender indgående fra sin tid som assistenttræner for Brøndby – en stilling han forlod for et år siden.

– Jeg kender jo de mennesker, fra da jeg arbejdede sammen med dem. Det er kompetente folk, som har en god fodboldindsigt. De har en god sans for klubben og ved, hvad Brøndby er for en størrelse, så jeg mener, at det er dygtige folk, der er her.

Jesper Sørensen vil dog ikke bekræfte, at Martin Retov og Frederik Birk fortsætter som assistenttrænere for ham. Det er nemlig op til den enkelte at beslutte, om de køber ind på den nye cheftræners projekt.

– Jeg lader det være op til den enkelte i forhold til, hvad de kan se sig selv i og hvilken rolle, jeg mener, de skal have. Jeg har ikke noget specielt behov, så det er noget, vi skal blive enige om.

Jesper Sørensen og Brøndby-truppen starter træningen den 9. januar, og starten bliver afgørende for, hvordan Brøndbys sæson bliver, da de skal have hurtige point på kontoen for at kæmpe med om top 6.

Og det er den klare målsætning at nå cuttet til Mesterskabsspillet, slog Jesper Sørensen fast i forbindelse med præsentationen som Brøndbys nye cheftræner.

– Der er en todelt sæson tilbage. Der er fem kampe, hvor vi skal jage at komme ind i top seks – det giver sig selv. Det er den helt store målsætning, og det er det, vi skal jage. Derfor skal vi flytte os hurtigt, når vi kommer ud på træningsbanen, sagde Jesper Sørensen på pressemødet.

Jesper Sørensen og Brøndby åbner den sidste del af sæsonen den 19. februar på hjemmebane mod AC Horsens. Herefter venter kampe mod FC Midtjylland, Lyngby, Silkeborg og FC Nordsjælland.