Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen river teltpælene op og flytter familien fra Aarhus til København.
Jesper Sørensen har arbejdet i Københavnsområdet i de seneste år – først som assistenttræner for Brøndby og derefter et år som landstræner for Danmarks U/21-hold.
Privat har han dog ikke været tilknyttet det københavnske, for han og familien har boet i Aarhus, hvilket har betydet timevis på de danske motorveje.
Men det er slut nu.
Brøndbys nye cheftræner Jesper Sørensen fortæller i et interview med B.T., at han og familien planlægger at forlade Aarhus for at finde en fast bopæl i København.
– Vi har en plan om at flytte til København med familien, og det gør det lidt nemmere, siger Jesper Sørensen i interviewet.
Jesper Sørensen har en arbejdsbolig i København, som han bor i for øjeblikket – og som han har boet i store dele af de seneste ansættelser hos Brøndby og DBU.
– Jeg bor derovre (i min arbejdsbolig red.), for jeg kan ikke køre frem og tilbage, men familien er i Aarhus lige nu. Jeg kører hjem indimellem, men det er klart, at jeg har min dagligdag i København.
Jesper Sørensen har fået en fremragende start som cheftræner for Brøndby med sejre i alle fire træningskampe. De seneste to i Atlantic Cup.
Brøndby åbner Superliga-sæsonen den 19. februar med en hjemmekamp mod nedrykningsaspiranterne fra AC Horsens.