1964

Jesper Sørensen om Ohi som anfører: Han er et godt bud

Jesper Sørensen, assistenttræner [P7883](Brøndby IF)

Ohi Omoijuanfo bar anførerbindet i fredagens træningskamp mellem Brøndby og AIK Stockholm. Cheftræner Jesper Sørensen har ikke lagt sig fast på, hvem der bliver permanent anfører, men han mener, at nordmanden er et godt bud.

Andreas Maxsø har ladet anførerbindet ligge i Brøndby, efter han for nyligt fuldførte sit skifte til Colorado Rapids.

Derfor skal cheftræner Jesper Sørensen finde en ny mand til jobbet, og i fredagens træningskamp i Portugal mod AIK Stockholm sad anførerbindet på Ohi Omoijuanfos overarm.

Det er dog ikke givet, at den norske angriber er ny anfører i klubben, men han er et godt bud, mener Jesper Sørensen.

– Vi skal lige have fundet ud af, hvordan vi gør. Men der skal jo findes en ny, og han (Ohi, red.) er da et bud, det vil jeg sige, sagde Jesper Sørensen efter fredagens kamp ifølge 3point.dk.

Jesper Sørensen slår videre fast, at man ikke har lagt sig fast på nogen bestemt, men der er nogle, der er bedre bud end andre.

– Det handler også om at se, hvordan folk håndterer det, når de er på banen. Så kigger vi på det. Der er selvfølgelig nogen, som kunne være gode bud, også nogle bedre end andre. Så kan vi prøve at fordele lidt og det har vi også allerede gjort indtil nu, lød det videre.

Jesper Sørensen forventer, at man finder en ny anfører i løbet af de kommende dage, hvor man er på træningslejr i det portugisiske og deltager i Atlantic Cup.

Det er dog ikke kun en ny anfører, som Jesper Sørensen skal udpege, for klubben er også tvunget til at finde en ny straffesparkstager.

Fredag aften fik Daniel Wass lov til at skyde fra pletten, da Brøndby fik tildelt et straffespark i anden halvleg – og han scorede, hvilket satte gang i de blå/gule, som vendte træningskampen fra 0-1 til 2-1.