1964

Taler ud om stort bud i 2013: Brøndby sagde ja, Makienok sagde nej

brøndby if

Den tidligere Brøndby IF-spiller Simon Makienok fortalte onsdag, at han havde afvist en kontrakt fra en russisk klub, som ville betale ham 50 millioner kroner over en fire-årig periode.

Simon Makienok var onsdag eftermiddag gæst i Discovery+-programmet Start 11’eren, hvor den i dag 31-årige angriber fortalte om et vanvids-bud fra den russiske klub, FC Akhmat Grozny.

Tiden skrues tilbage til 2013.

Den brandvarme Brøndby IF-angriber tiltrækker sig interesse fra nogle store adresser, da den russiske klub sniger sig ind ad bagdøren og tilbyder ham 50 millioner kroner over en fire-årig kontraktperiode.

– Det var noget, man lige skulle overveje en ekstra gang, konstaterer Simon Makienok, der ved en hurtig underskrift kunne have sikret sig for livet. 

Den dengang unge angriber valgte dog at sige nej til det enorme tilbud, da han følte sig overbevist om, at han nok skulle kunne tjene det beløb i klub på et højere sportsligt niveau.

– Det var selvfølgelig fristende, men dengang var den primære grund, at jeg troede så meget på mig selv og min karriereplan, at jeg håbede på, at jeg nok skulle komme til at tjene de penge i fremtiden. Og gøre det på en bedre måde karrieremæssigt, siger han.

Brøndby IF accepterede buddet på Simon Makienok

I Brøndby IF var man mere fristet af de russiske millioner, end angriberen var.

I en fondsbørsmeddelse offentliggjorde de blå/gule fra den københavnske Vestegn, at de havde accepteret et bud på den høje og målfarlige angriber.

Ifølge B.T.’s oplysninger lød buddet på omkring 30 millioner kroner, og dermed var russiske FC Akhmat Grozny villige til at betale en samlet pakke på omkring 80 millioner kroner over en fire-årig periode.

Simon Makienok sagde dog nej, og derfor fik Brøndby IF ikke held med et salg, der ville have været blandt klubbens største nogensinde.

Året efter – i 2014 – solgte Brøndby IF så Simon Makienok til italienske Palermo. Dengang lykkedes det dem dog kun at score omkring 20 millioner kroner på den angriberen.

Simon Makienok skiftede siden til Charlton og Preston på lejeaftaler, mens han også har været på kontrakt i FC Utrecht, Dynamo Dresen og FC St. Pauli.

I sommer skiftede han hjem til dansk fodbold, da han tegnede en kontrakt med AC Horsens. 

Redaktionen anbefaler…
1. 
Medie: Brøndby har Randers-profil på blokken
2. Medie: Frankfurt kræver 300 millioner kroner for Lindstrøm – Arsenal spøger stadig
3. Avis: Brøndby fyrer Masterclass-chef
4. Efter blodigt overfald i Hytten: ‘Det kom ud af det blå’
5. Alpha på stadion efter derby: Bevar Brøndby IF!