1964

Maxsø vil afsøge sine muligheder før Brøndby-forlængelse

broendby-if-2048x1366

Andreas Maxsø vil ikke forhaste en eventuel forlængelse med Brøndby, og derfor vil han se på sine muligheder i januar, hvor interesserede klubber kan byde ind med en kontrakt til ham.

Andreas Maxsø satte i sommeren 2019 sin signatur på en fire-årig aftale med Brøndby, og det var planen, at han skulle være et par sæsoner på Vestegnen, inden han skulle skydes af til udlandet.

Over to omgange har han været meget tæt på at forlade Brøndby, men faktum er, at anføreren fortsat er at finde i klubben, og nu bliver der åbnet op for en forlængelse.

Hans kontrakt udløber efter indeværende sæson, og han fortæller i et interview med Tipsbladet, at han godt kunne se sig selv sætte noget frisk blæk på en ny kontrakt.

– Ja, det kunne jeg sagtens. Jeg afviser ingenting, men omvendt så er det selvfølgelig svært at stå her og snakke om, hvad der skal ske, siger han.

Andreas Maxsø kan ved årsskiftet frit forhandle med interesserede klubber, og derfor ønsker han at afsøge de muligheder, inden han beslutter sig for, hvorvidt han skal forlænge med Brøndby.

– Det handler også om, hvad der kommer, og det skal være det rigtige. Det skal passe ind i det hele, hvor det selvfølgelig skal være det rigtige skifte og jeg skal have den rigtige mavefornemmelse, som jeg har talt om mange gange.

Andreas Maxsø var i sommeren 2021 tæt på at skifte til russiske FK Rostov, mens han et halvt år senere havde en aftale med Bordeaux, som de dog trak sig fra.

Forsvarsspilleren har angiveligt et større kontrakttilbud liggende fra Brøndby, men i interviewet vil han ikke fortælle, hvorvidt han forhandler med Carsten V. Jensen om en ny aftale.

Andreas Maxsø har tidligere været et par år i udlandet, hvor han nåede at spille for Osmanlispor, FC Zürich og KFC Uerdingen, inden han rykkede til Brøndby på en fri transfer.

Redaktionen anbefaler…
1. 
Trabzonspor og Stryger skal sænke de økonomiske krav for BIF-skifte
2. Journalist: Brøndby jagter to store profiler
3. 
Brøndby-fans åbner sag mod politiet
4. Afsløring: Tyske klubber sværmer om Mads Hermansen
5. 
Medie: Bell bliver i Brøndby