Jesper Lindstrøm har allerede indbragt Brøndby IF over 100 millioner kroner, afslører fodboldmediet, Mediano. Og der er udsigt til endnu flere.
Jesper Lindstrøm fik sin Brøndby-debut en kold novemberdag i 2018 i en pokalkamp mod Marienlyst.
Dengang var han stadig en del af Masterclass, men der gik ikke længe, før han blev rykket op i førsteholdstruppen.
Og den unge komet så sig aldrig tilbage.
Jesper Lindstrøm blev en profil for Brøndby IF, og han var en af nøglespillerne i klubbens mesterskab i 2021.
Kort efter blev han solgt til Eintracht Frankfurt.
Carsten V. Jensen så dollartegn og indkasserede et øjeblikkeligt transferbeløb på 55.000.000 kroner.
Et historisk stort salg for Brøndby, men Jesper Lindstrøm skulle vise sig at forgylde Brøndby endnu mere på kort tid.
Offensivspilleren, der er opvokset på Brøndby Strand, har nemlig været en lige så stor succes i Eintracht Frankfurt som i Brøndby.
Og det betyder, at Brøndby bliver belønnet for alle de flotte bonusser og klausuler, de satte ind i transferaftalen i 2021.
Mediano har skrevet en længere artikel med navnet Talenterne – fodboldens nye kampplads, hvor de blandt andet skriver om stjernefrøet fra Brøndby.
Og her bliver det afsløret, at Brøndby allerede har fået et trecifret millionbeløb for den i dag 23-årige offensivspiller.
– Lindstrøm blev solgt til Eintracht Frankfurt for 55 millioner kroner, men på grund af klausuler for kampe, mål og opnåede resultater, har transferbeløbet netop passeret 100 millioner kroner, skriver chefredaktør Peter Brüchmann i artiklen.
Han tilføjer:
– Alene sejren i Europa League (lig med kvalifikation til Champions League-puljespil) betød yderligere fire millioner kroner til Brøndby.
Der er dog en forventning om, at Jesper Lindstrøm kommer til at indbringe et langt større beløb i nær fremtid.
Der er kraftige spekulationer om et klubskifte til nogle af verdens største klubber, og det vil aktivere videresalgsklausulen.
Ifølge Ekstra Bladet har Brøndby en videresalgsklausul på 15 procent, mens Mediano nævner 12,5 procent – men uanset hvad kan det blive endnu et højt beløb i Brøndbys transferkassen.
Mediano har udgivet artiklen Talenterne – fodboldens nye kampplads, som en del af deres satsning på også at udkomme på skrift.
Du kan læse mere om konceptet her.
Relaterede nyheder

Christian Nørgaard sår tvivl om Brøndby-fremtid: Muligt at slutte karrieren i Brentford
Seneste nyt
