1964

Medie: Brøndby har holdt samtaler med trænerkandidater

Oscar Schwartau, målscorer [P1157] (Brøndby IF), Mathias Kvistgaarden [P8332] (Brøndby IF), Marko Divkovic [P802] (Brøndby IF)

Brøndby er i fuld gang med at rekruttere en ny cheftræner efter afskeden med Niels Frederiksen. B.T. fortæller, at man har holdt samtaler med flere trænerkandidater og at man har skåret nogle fra feltet.

Brøndby sagde farvel til Niels Frederiksen den 14. november – under et døgn efter, at klubben havde tabt årets sidste Superliga-kamp med 1-2 til Viborg FF og dermed sluttet efterårssæsonen af på en 10. plads.

Klubben har endnu ikke meldt noget ud om en afløser for den karismatiske Niels Frederiksen, som i første omgang er blevet erstattet af assistenttræner Martin Retov. Det er dog kun en midlertidig løsning.

Processen med at hyre en permanent cheftræner er nemlig i fuld gang, og B.T. fortæller i deres transferpodcast ‘Transfervinduet’, at man er rykket et skridt nærmere en ny Brøndby-boss.

– Vi er på vej fra talks til offentliggørelse, siger B.T.’s Johnny Wojciech Kokborg i podcasten, mens han tilføjer, at man har afholdt samtaler med flere trænerkandidater.

– Der har været nogle samtaler med de trænere, der er på Carsten V. Jensens liste. Der er allerede nogle, der er blevet skåret fra, så processen begynder at skærpe til, siger B.T.-journalisten.

På vandrørene er der småt med rygter, og B.T. er heller ikke lykkes med at opsnappe nogle navne. Men ifølge Johnny Wojciech Kokborg er der gode muligheder for, at det bliver en udlænding.

Selvom der er skred i processen med at ansætte en ny cheftræner, forventer B.T. først, at en ny mand i spidsen for Brøndby bliver præsenteret i begyndelsen af januar.

Carsten V. Jensen udtalte for nyligt i et interview med Sjællandske Nyheder, at man har sat en deadline, der hedder den 9. januar, da det er her klubben begynder pre-season.

– Vi har en deadline, der hedder, at vi skal have en træner på plads, inden vi starter op den 9. januar. Vi er godt i gang, og jeg er sikker på, vi har en fin kandidat.