Brøndby er ikke afvisende for at hente Andreas Maxsø, men det kræver, at to løntunge stoppere siger farvel.
En gammel kending spøger på Vestegnen.
Navnet er Andreas Maxsø, og han har i de seneste mange uger trænet med for fuld udblæsning på Vestegnen.
Læs også: Brøndby-boss holder lille dør på klem for Maxsø
Den 32-årige stopper er i øjeblikket fri på markedet efter hans kontrakt i Al Ittihad Kalba udløb ved udgangen af juni.
Brøndby har afvist, at de er i færd med at skrive kontrakt med Andreas Maxsø, og i øjeblikket peger det heller ikke i den retning, men det kan ændre sig.
Som Tipsbladet forstår det, vil Brøndby overveje at bringe Andreas Maxsø ind, hvis man sælger både Rasmus Lauritsen og Frederik Alves i indeværende transfervindue.
Flere stoppere på rampen
Det er offentligt kendt, at Rasmus Lauritsen arbejder på at finde en ny arbejdsgiver, eftersom han er langt fra spilletid under Thomas Nørgaard.
Men Tipsbladet beretter også, at Frederik Alves er et varmt navn i udlandet, og derfor er det ikke utænkeligt, at der kommer en klub med et bud på den høje stopper.
Derudover er det også i spil, at midtstopper Philip Søndergaard kan komme afsted på lån, og så vil Brøndby pludselig have brug for at tilføre en stopper.
Måske det bliver Andreas Maxsø?
Læs også: Ingen kontrakt på vej til Andreas Maxsø














