FC Tokyo indløser ikke frikøbsklausulen på Nicolai Vallys, forlyder det. De har i stedet forhandlet en pris på plads med Brøndby.
Brøndby meldte tirsdag formiddag ud, at Nicolai Vallys er rejst til Japan for at fuldføre en transfer.
Ifølge flere medier er der tale om FC Tokyo, som udstyrer den 29-årige offensivspiller med en længerevarende aftale.
Læs også: Medie: Brøndby sælger Nicolai Vallys
Bold har tidligere berettet, at Nicolai Vallys har en frikøbsklausul på 15 millioner kroner i sin Brøndby-kontrakt, men det er ikke den, der er blevet indløst.
Mediet beretter, at FC Tokyo køber Brøndby-profilen uden om frikøbsklausulen.
Angiveligt har der været et klassisk forhandlingsforløb, hvor prisen i højere grad er bundet op på bonusser.
Bold skriver, at Brøndby kan indkassere de 15 millioner kroner, men kun hvis alle indlagte bonusser opfyldes.
Derfor kan prisen også ende med at være en del lavere end frikøbsklausulen.
Nicolai Vallys har længe drømt om at komme til udlandet, og med blot ét år tilbage af kontrakten har Brøndby vist velvilje og sender profilen til en spændende destination.
Han kom til klubben i 2022 fra Silkeborg.
Læs også: Efter Vallys-salg: Endnu en profil kan forlade Brøndby













