Der er lagt op til en storkamp på MCH Arena på den jyske Hede, hvor Brøndby IF skal fortsætte takterne fra forårspremieren. broendbyforfan.dk serverer optakten til kampen.
Brøndby er i en indædt kamp for at spille sig i Mesterskabsspillet, og mandag aften skal et stort skridt tages på MCH Arena.
Kl. 19.00 fløjter dommer Mikkel Redder nemlig op til storkampen mellem FC Midtjylland og Brøndby.
Det er en kamp mellem to giganter i dansk fodbold, men det er også en kamp mellem to offensive kanoner i form af Nicolai Vallys og Gustav Isaksen.
De to Superliga-profiler kommer brandvarme til opgøret med hver et hattrick i forårspremieren mod henholdsvis AC Horsens og Viborg FF.
Det er også en kamp, som kommer til at byde på uhyre vigtige point, da begge hold er i direkte duel om en plads i Mesterskabsspillet.
Nu ved vi, hvad der er på spil, og broendbyforfan.dk leverer her optakten til mandagens brag mod FC Midtjylland, så du er klædt på til kampen.
Begge klubber imponerede i forårspremieren
Brøndby og FC Midtjylland fik tre point ind på kontoen i forårspremieren – og begge hold fik scoret et stort antal mål.
Brøndby gik mål-amok søndag aften på Brøndby Stadion, hvor de besejrede AC Horsens med 5-2.
Det var Nicolai Vallys, der stjal rampelyset med tre scoringer, mens også Daniel Wass og Ohi Omoijuanfo kom på tavlen.
FC Midtjylland havde også en hattrickhelt i deres mandagskamp mod Viborg FF, hvor Gustav Isaksen scorede tre flotte mål.
Albert Capellas tropper var også i ilden torsdag i Europa Leagues playoff-kampe, men det var alt andet end mindeværdigt for dem.
0-4 tabte ulvene til Sporting Lissabon.
Karantæner
FC Midtjylland har højrebacken Mads Døhr Thychosen i karantæne.
Brøndby er karantænefri til opgøret.
Trupnyt – FC Midtjylland
FC Midtjylland har i det nye år måtte undvære profilerne Anders Dreyer og Evander.
De to offensive profiler skiftede i januars transfervindue til henholdsvis Anderlecht og Portland Timbers.
I stedet har ulvene fået forstærkninger ind i form af egyptiske Emam Ashour og svenske Armin Gigovic.
Emam Ashour startede på bænken i torsdagens kamp mod Sporting Lissabon, så han ventes at få en større rolle på mandag.
I defensiven var Erik Sviatchenko ude af opgøret i Europa League, men han forventes at vende retur til holdkortet mod Brøndby.
Trupnyt – Brøndby IF
Brøndbys trup synes i god forfatning både psykisk og fysisk, og eneste spørgsmålstegn er, hvor nyindkøbet Rasmus Lauritsen står.
Forsvarsspilleren er på vej tilbage fra en skade, og selvom der er fremgang, virker det utænkeligt, at han spiller mandag.
Lejesvenden Frederik Winther gjorde det pænt mod AC Horsens, så det ligger i kortene, at han får chancen fra start igen.
Jesper Sørensen så generelt mange gode takter fra sit hold mod AC Horsens, og derfor forventes der ingen ændringer til mandagens kamp.
Forventede startopstillinger:
FC Midtjylland: Jonas Lössl – Joel Andersson, Erik Sviatchenko, Henrik Dalsgaard, Paulinho – Armin Gigovic, Emiliano Martinez, Kristoffer Olsson – Gustav Isaksen, Astrit Selmani, Emam Ashour
Brøndby IF: Mads Hermansen – Daniel Wass, Kevin Tshiembe, Frederik Winther, Blas Riveros – Joe Bell, Mathias Greve, Håkon Evjen – Simon Hedlund, Nicolai Vallys – Ohi Omoijuanfo (C)
Bud på kampens resultat:
Det bliver ingenlunde nemt for Brøndby, men nogle trætte midtjyske ben fra torsdagens afklapsning kan få betydning.
Samtidig viste Jesper Sørensens tropper meget lovende takter i forårspremieren, så vi går med tre point på Heden.
broendbyforfan.dk siger en Brøndby-sejr på 2-1.