1964

Revser Brøndby-fans efter mærkværdig jubel og klapsalve: ‘Niver i hjertet på mig’

sydsiden1

Det niver i hjertet på mig, siger vært på BrøndbyLyd, Nanna Møller Karlsen, om den jubel, der spredte sig, da det blev annonceret, at Jens Martin Gammelby blev pillet ud i pausen af kampen mod Viborg FF.

Brøndbys fanbase synes splittet i atomer. Først var der Nicolai Vallys-skiftet, og så kom et salg til den amerikanske investeringsfond, Global Football Holdings.

De seneste episoder har skabt en underlig stemning på Sydsiden og på Brøndby Stadion generelt, hvilket den nye capo, Tobias Hansen, erkendte på Twitter, da han skrev, at den nuværende stemning ikke er Brøndby værdig.

Men det er ikke kun Sydsiden, der er ramt på fællesskabet.

Den øvrige del af Brøndby Stadion synes også handlingslammet, og hele den ene langside var nærmest tømt i det 85. minut ved stillingen 0-2 til Viborg i søndagens kamp i Superligaen. Vel og mærke i årets sidste kamp.

I BrøndbyLyd-panelet blev den mærkelige stemning på Brøndby Stadion vendt, og her fremhævede vært, Nanna Møller Karlsen, en episode, der skar i hendes hjerte.

– Det nev i hjertet på mig. Jeg brød mig ikke om den spredte jubel og klapsalve, da det blev annonceret, at Jens Martin (Gammelby red.) blev skiftet ud. Det er sku ikke i orden, siger hun blandt andet i podcasten, der kan høres her.

Alpha har i de seneste 16 år været stemningsstyrende på Brøndby Stadion, men de meddelte i forbindelse med overtagelsen af Global Football Holdings, at de ikke ønsker at bidrage til stemningen under kampene længere.

Derfor har Sammen Om Vor Klub afløst Alpha midlertidigt, og de høster store roser i BrøndbyLyd for deres tapre forsøg på at råbe Sydsiden og Brøndby Stadion op.

– Ros til de drenge og piger, der prøver at lave stemning, for det er godt nok hårde vilkår i øjeblikket. Der er ikke meget hjælp at hente på Sydsiden. At se det mod Viborg var hårdt. De gjorde alt, hvad de kunne, men der kom ikke meget gang i det, siger den ene paneldeltager, Jonas Elholm, i podcasten.