1964

CV om Heggheim-rolle: ‘Det er frygteligt og forfærdeligt’

Brøndby IF - Ob 2-0

Brøndby IF’s fodbolddirektør Carsten V. Jensen erkender, at det er en ærgerlig situation med Henrik Heggheim, som har været ude af Niels Frederiksens kamptrup i de seneste to kampe.

Brøndby IF betalte et tocifret millionbeløb for at hente Henrik Heggheim til klubben i sommeren 2021, og den unge nordmand blev hurtigt en vigtig spiller i bagkæden med sit sikre pasningsspil og store overblik.

I denne sæson har den norske midtstopper dog trukket sorteper i de seneste fem kampe, hvor han ikke har fået et eneste minut på banen – og endda været helt ude af truppen i de seneste par kampe mod henholdsvis AC Horsens og Randers FC.

Konkurrencen i midterforsvaret er tilmed skærpet, efter cheftræner Niels Frederiksen har besluttet at spille med kun to stoppere i stedet for de vanlige tre, og der er derfor lang vej til spilletid for Heggheim.

En situation, som man bestemt ikke synes om i Brøndby-lejren, hvor man havde håbet, at der var meget mere spilletid til den lovende stopper, der er blevet spået en fremtid på den højeste hylde.

– Det er jo frygteligt og forfærdeligt. Det var aldrig meningen, siger Brøndby IF’s fodbolddirektør Carsten V. Jensen i et længere interview med fanpodcasten Brøndby Lyd, da snakken falder på Henrik Heggheims manglende indflydelse på Brøndby-holdet.

Carsten V. Jensen vurderer, at Henrik Heggheim har trukket nitten, fordi man i de seneste transfervinduer har hentet mange stoppere som afløser for Andreas Maxsø, som har været tæt på at blive solgt, men som alligevel er blevet på Vestegnen.

– Men vi må igen sige, at vi har forsøgt at forberede os på, at kaptajnen skulle gå af borde, men det sker bare ikke. Jeg ved ikke, hvad det er, men det ser ud som om, at Maxsø bare skal være i Brøndby. Og det er sådan set fint nok. Men at vi hver eneste gang skal hente en afløser ind, gør jo, at der bliver lidt et lager af stoppere. Lige nu er vi lige i overkanten, erkender Brøndby-bossen.

Brøndby IF’s lager af stoppere indebærer Sigurd Rosted, Andreas Maxsø, Kevin Tshiembe, Frederik Alves Ibsen og altså Henrik Heggheim, som i øjeblikket er bagerst i køen. Derudover har man Rasmus Wikström udlejet til SønderjyskE.

Sigurd Rosted og Andreas Maxsø står foran kontraktudløb efter sæsonen, men Brøndby IF forsøger at forlænge aftalen med sidstnævnte. Carsten V. Jensen afslører ikke, hvorvidt man er i dialog med Sigurd Rosted om en ny aftale.