1964

Niels Frederiksen: Sebulonsen ramt af lille down-periode

Brøndby IF’s cheftræner Niels Frederiksen fortæller, at højrebacken Sebastian Sebulonsen har været ramt af en lille nedtur efter en start på Vestegnen med rigtig mange kampe.

Brøndby IF pungede ud med over 10 millioner kroner for Vikings Sebastian Sebulonsen i sommerens transfervindue, da man havde solgt Andreas Bruus til franske Troyes for omkring det samme beløb.

Den norske højreback blev kastet i ilden fra begyndelsen, hvor han var klubbens eneste højreback, og derfor spillede et højt antal kampe på meget få uger.

Siden er han faldet helt ud af holdet, hvor han har været bænket i seks ud af de seneste syv kampe i Superligaen, og det er der en forklaring på.

Den unge nordmand har været ramt af en lille down-periode, som Niels Frederiksen formulerer det i et interview med Tipsbladet.

– Sebastian havde en lidt voldsom start i klubben, hvor han spillede otte kampe på fire uger og fik en lille down-periode, og den er han ved at arbejde sig ud af. Det ser bedre og bedre ud, og jeg vurderer, at han er ved at være tilbage, siger Brøndby-cheftræneren.

Den store mængde spilletid på et højere niveau, helt nye omgivelser og nye medspillere har været udslagsgivende for, at Sebastian Sebulonsen blev ramt af den lille nedtur.

– Det var en periode, hvor han spillede meget og på et højere niveau, end han havde været vant til, så jeg tror, det er naturligt, at der kommer en periode, hvor tingene fungerer knap så godt. Det var noget med en masse mentale indtryk, nye mennesker og en ny klub. Han spillede hele tiden. Så det påvirker bare nogle gange, fortæller Niels Frederiksen videre.

Brøndby IF har siden købet af Sebastian Sebulonsen hentet Daniel Wass ind, som også har spillet på højrebacken, mens man også har kaldt Jens Martin Gammelby retur fra polsk fodbold.

Det har betydet, at Sebastian Sebulonsen er blevet tredjevalg på højrebackpositionen, og derfor har det været logisk at have en snak under fire øjne med sommerindkøbet, der i grove træk er gået fra hot til not.

– Jeg vil ikke referere fra samtaler, jeg har haft med spillere, for det har været under fire øjne. Der har ikke været noget dramatik i det overhovedet. Han er på vej tilbage, det ser fint ud, slutter Niels Frederiksen, der altså nedtoner nordmandens situation i klubben.

Selvom Niels Frederiksen ikke virker synderligt bekymret, giver Norges U/21-landstræner Leif Gunnar Smerud udtryk for, at det ikke er en holdbar situation for Sebastian Sebulonsen – læs mere her.

Redaktionen anbefaler…
1. Uberørt Niels Frederiksen: Skal nok komme videre, hvis jeg en dag bliver fyret
2. Iskold Jan Bech på Instagram: Get a life!
3. Wass om krammer til Retov: Vigtigt for ham og holdet
4. CV har tillid til Niels: ‘Ellers havde han ikke været her i dag’
5. CV erkender: Dybt alvorlig situation