1964

Splittelse i Brøndbys fanmiljø: Jesper Sørensen vil samle fansene

Jesper Sørensen, assistenttræner [P7883](Brøndby IF)

Brøndbys nye cheftræner Jesper Sørensen er opmærksom på, at der er en splittelse i fanmiljøet, men han håber, at man kan samle fansene med et positivt udtryk på banen.

Søndag eftermiddag var der et stormøde i Brøndby Hallen, hvor omkring 500 Brøndby-fans var til stede for at diskutere den splittelse, der havde været i fanmiljøet i nu flere måneder.

Det hele tog fart sidste år, da Alpha meldte ud, at de indstillede al tribuneaktivitet, da rygterne om Global Football Holdings’ indtog i Brøndby tog til.

Så sent som mandag aften meldte Sammen Om Vor Klub så, at de heller ikke kommer til at være stemningsskabende på Sydsiden, fordi de ligesom Alpha søger en underskrevet værdiaftale med Brøndbys nye ejerkreds.

En værdiaftale, som skal sikre, at Brøndbys identitet bliver bevaret i fremtiden, og at den ikke bliver udnyttet til ejernes interesse.

Splittelsen og den potentielt manglende støtte til Superliga-mandskabet har nået inderkredsen i Brøndby, for cheftræner Jesper Sørensen anerkender problemet.

– Der har været meget røre om vores fans, og uden at gå voldsom meget ind i det, så håber jeg, at vi kommer til at udtrykke os på banen, så folk vil støtte op om det, de ser på banen, siger Jesper Sørensen i Bech Bag Bolden hos Mediano.

Jesper Sørensen mener, at den store og vokale fanbase er unikt for Brøndby som klub.

– Jeg håber stadig, at fansene vil hjælpe spillerne, fordi de er en stor drivkraft. Men vi vil også gerne som hold bidrage til at skabe fællesskab på tribunen, siger han og tilføjer:

– Den synergi og energi der har været mellem fans og spillere, er det Brøndby er berømte for, og det er dét, der gør Brøndby Stadion til et specielt sted.

Jesper Sørensen sidder ikke med i bestyrelseslokalet eller topledelsen, og derfor vil han forsøge at påvirke, hvor han kan – nemlig med spillet på banen.

– Vi har en ambition som hold om, at vi kan agere og udvise noget på banen, som folk vil stå sammen om og finde fællesskab i.