Michael Gregoritsch lod følelserne få frit løb efter sin scoring til 1-0 af lørdagens Derby mod FC København.
Michael Gregoritsch er for alvor stemplet ind i Brøndby.
Den rutinerede østriger scorede lørdag eftermiddag det ene mål i 2-1-sejren over FC København, da han først tilkæmpede og derefter eksekverede et straffespark.
Læs også: Gregoritsch “skrev under med Brøndby i blinde”: Jeg væltede mig ikke i tilbud
Efter sin scoring jublede han højlydt mod Sydsiden, og den udadvendte jubel er ikke en del af den normale pakke, fortæller han til Viaplay.
– Normalt fejrer jeg mine scoringer roligt, men det hele gik igennem min krop, så jeg blev nødt til at råbe, siger han og tilføjer:
– Det betyder meget for mig at være her.
Michael Gregoritsch er ny mand i Brøndby, men den 31-årige angriber virkede målrettet, da dommer Mikkel Redder pegede på pletten og dømte straffespark til de blågule.
Den ville han tage.
Det var ikke nødvendigvis aftalt på forhånd, men han var klar til at tage ansvaret på sine skuldre.
– Som angriber vil du altid gerne skyde. Jeg tror heller ikke, der var andre oplagte på banen, siger han med henvisning til, at blandt andre Daniel Wass sad på bænken på daværende tidspunkt.
– Det var klart, at jeg skulle tage det ansvar, tilføjer han.
Michael Gregoritsch har en lang fortid i tysk fodbold, hvor han har spillet i klubber som VfL Bochum, Hamburger SV, Augsburg, Schalke 04 og senest SC Freiburg.
Læs også: Schmedes og Pentz lokkede ny BIF-angriber: Droppede store økonomiske tilbud













