Sydsiden Øvre lukkes i de to første hjemmekampe i den nye sæson, oplyser Fodboldens Disciplinærinstans.
Fodboldens Disciplinærinstan har onsdag eftermiddag straffet Brøndby efter playoff-kampen mod FC København den 21. maj.
Det oplyses, at Brøndby er blevet fradømt retten til at have tilskuere på Sydsiden Øvre i sæsonens to første hjemmekamp, hvor modstanderne hedder henholdsvis Viborg FF og Sønderjyske.
Læs også: Frygtede for sit liv: Brøndby uddeler karantæne på livstid
Det sker som følge af omfattende brug af pyroteknik under kampen samt det hensynsløse overfald på en kvinde i kørestol.
– Fodboldens Disciplinærinstans har ved sanktionsfastsættelsen særligt lagt vægt på, at der fra Brøndby IF’s tilskuerafsnit blev foretaget affyring af et betydeligt antal pyrotekniske artikler inden kampstart, herunder pyroteknik af særlig farlig karakter, der fremstod omfattende og organiseret og forårsagede forsinkelse af kampen. Fodboldens Disciplinærinstans har desuden lagt vægt på, at tilskuere med tilknytning til Brøndby IF begik vold mod en tilskuer med tilknytning til F.C. København, hedder det i kendelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans.
Brøndby har tidligere meldt ud, at de har uddelt en karantæne på livstid til den person, der rev en respiratorslange ud af en kørestol på en kvindelig FC København-fan.
Derudover arbejder klubben intensivt på at identificere de ansvarlige personer for pyroteknikken.













