1964

Vinteropstart: Træningskampe og træningslejr til Portugal

brøndby if

Brøndbys spillere og stab vender tilbage til dagligdagen den 9. januar 2023, hvor der i de efterfølgende uger er planlagt nogle træningskampe på dansk grund, inden turen går til Portugal.

Superligaen er stadig knap to måneder væk, men om et par uger tager Brøndby hul på pre-season forud for de sidste fem Superliga-kampe i grundspillet.

Fem afgørende kampe, som skal afgøre, hvorvidt Brøndby skal tage del i mesterskabsspillet, eller om det bliver en tur i nedrykningsspillet, hvor den øjeblikkelige 10. plads berettiger dem til at være.

I vinteropstarten er der planlagt tre træningskampe på hjemmebane, som vil blive afviklet på Bane 2 omme bag Brøndby Stadion.

Brøndbys træningskampe i januar 

Brøndby – Næstved BK – 18. januar kl. 13.00 
Brøndby – Hvidovre (3x 40 minutter) – 22. januar kl. 12.00
Brøndby – Elfsborg – 27. januar kl. 14.00. 

Herefter venter der en træningslejr, hvor den kommende Brøndby-cheftræner får mulighed for at arbejde tæt med sine nye spillere. 

Træningslejren går til Portugal og strækker sig fra den 1. februar til den 11. februar.

På træningslejren vil Brøndby spille tre testkampe, men modstanderne og kamptidspunkterne er endnu ikke offentliggjort. 

Superligaen bliver åbnet den 19. februar på hjemmebane mod AC Horsens, og du kan se resten af Brøndbys program i Superliga-grundspillet her.