1964

VM-feber: Disse spillere skal du holde øje med

Cristiano Ronaldo, Lionel Messi, Neymar Jr., Kylian Mbappé og Robert Lewandowski. Det er nogle af de spillere, som verdens øjne vil hvile på i de kommende uger, men hvis man tager Brøndby-brillerne på, skal man kigge mod nogle helt andre spillere.

Verdens absolut bedste spillere er samlet samme sted i de kommende uger, hvor VM 2022 afholdes.

Et skandaleombrust VM, som er placeret i en Ørken, når Qatar – tro det eller lad være – indtager værtsrollen. Et VM, som har kostet mindst 6500 migrantarbejder livet.

Selvom VM-slutrunden er den mest kontroversielle til dato, vil de fleste fodboldelskere alligevel tune ind på åbningskampen søndag kl. 17.00, når værterne fra Qatar møder Equador på Al Bayt Stadium i Al Khor.

broendbyforfan.dk er også så småt ved at ramme VM-feberen, hvor fokus selvfølgelig vil være på de spillere, der har en relation til Brøndby.

Derfor vil der i den kommende måned komme en række VM-artikler med fokus på, hvordan nuværende- og tidligere Brøndby-spillere klarer sig ved VM.

Nedenfor gennemgår vi de spillere, der er værd at holde øje med ved den forestående VM-slutrunde – og det er ikke de verdensstjerner, som vi startede artiklen med at nævne.

Frederik Rønnow, målmand, Danmark (spillede i Brøndby fra 2015-2018)
Den tidligere Brøndby-keeper er en del af Danmarks VM-trup, hvor han som udgangspunkt vil være førstereserve for Kasper Schmeichel. Den 30-årige keeper har dog været ramt af skader op til slutrunden, og ventes derfor tvivlsom til åbningskampen mod Tunesien.

Daniel Wass, højreback, Danmark (spiller i Brøndby)
Daniel Wass skiftede i sommer hjem til Brøndby – blandt andet for at spille sig varm til VM-slutrunden, og den mission lykkedes. Daniel Wass har spillet kontinuerligt ofr landsholdet, men han udfordres af yngre kræfter som Rasmus Nissen og Alexander Bah.

Jens Stryger Larsen, højreback, Danmark (spillede i Brøndby som ung og frem til 2013)
Den 31-årige back bliver også en konkurrent til Daniel Wass, og han kan være en spiller, som Brøndbys fans måske skal følge lidt ekstra. Foruden hans fortid på Vestegnen går rygterne på, at han er på Carsten V. Jensens blok til januar.

Andreas Christensen, forsvarsspiller, Danmark (spillede i Brøndby som ung)
Den danske midtstopper er et produkt af Brøndbys ungdomsafdeling, og han skiftede i en tidlig alder til Chelsea, inden han i sommer rykkede til FC Barcelona. Nu er han en af profilerne i betondefensiven under Kasper Hjulmand.

Pierre Emile Højbjerg, midtbanespiller, Danmark (spillede i Brøndby som ung)
Endnu et produkt af Brøndbys ungdomsafdeling, som han forlod som ganske ung til fordel for FC Bayern München. I dag spiller han for Tottenham Hotspur, og han bliver en nøglespiller på den centrale del af banen.

Christian Nørgaard, midtbanespiller, Danmark (spillede i Brøndby fra 2013-2018)
Den 28-årige midtbanespiller var stærkt tvivlsom til VM-slutrunden, da han har været alvorligt skadet siden august, men han krigede sig tilbage. Landstræner Kasper Hjulmand stoler meget på den tidligere Brøndby-spiller, som kan få en vigtig rolle senere hen i turneringen.

Jesper Lindstrøm, offensivspiller, Danmark (spillede i Brøndby som ung og frem til 2021)
Den 22-årige offensivspiller har gjort kometkarriere efter sin debut i Brøndby, og han blev sidste sommer solgt til Eintracht Frankfurt. Efter halvanden års stabil succes i Tyskland ligner han et godt bud på en starter i første kamp mod Tunesien.

Anis Slimane, midtbanespiller, Tunesien (spiller i Brøndby)
Den teknisk begavede midtbanespiller valgte i 2020 at repræsentere Tunesiens landshold. En umiddelbar klog beslutning, for han ligger lunt i svinget i forhold til at spille fra start under VM-slutrunden.

Danmark og Tunesien er i pulje med hinanden, og de åbner deres VM-slutrunde den 22. november kl. 14.00 på Education City Stadium i Al Rayyan.

Frankrig og Australien udgør den anden del af gruppen.