Daniel Wass er ikke imponeret over de danske fodboldeksperter. 80 procent af, hvad de siger, er ren lort, udtaler Brøndbys klubkaptajn.
Daniel Wass er en af de mest omtalte fodboldspillere i Superligaen.
Den rutinerede midtbanespiller deler vandene, og han pakker sjældent sine meninger ind. Det gør han heller ikke i et nyt interview med Bold.
Læs også: Wass accepterer mindre spilletid: Vil forlænge med Brøndby
Her tordner han mod de TV-eksperter, der ifølge ham har tegnet et forkert billede af ham som spiller og person.
– Jeg synes først og fremmest, det er ærgerligt, at folk sluger det, de ser på tv, som sandheden. De eksperter, der er på, skal levere et eller andet indhold. Sandt eller usandt. Og jeg vil tro, at 80 procent af de ting, de siger, er ren lort.
Daniel Wass har senest været igennem den store mediemølle i forbindelse med en kamp mod Viborg for to måneder siden, hvor han faldt let til jorden og insinuerede, at han var blevet ramt af Jeppe Grønnings albue.
Han blev stemplet som usportslig, men Daniel Wass mener ikke, at man kan tegne det billede af ham.
– De mennesker, vi er på banen, er ikke de mennesker, vi nødvendigvis er uden for banen. På banen er jeg konkurrencemenneske. Jeg gør alt for at vinde. Uden for er jeg helt anderledes, og det er der nogen, der ikke kan skelne imellem.
Daniel Wass vendte i sommeren 2022 retur til Brøndby efter mere end ti år i udlandet for klubber som Celta Vigo, Valencia og Atletico Madrid.
Læs også: Medie: Daniel Wass sluger lønnedgang for BIF-forlængelse













