Daniel Wass gled i bananskrællet på Lyngby Stadion søndag eftermiddag, men højrebacken hæfter sig ved, at man stadig selv kan afgøre det i jagten på top 6.
Brøndby led søndag et nederlag på 0-1 til bundproppen Lyngby BK, og det betyder, at de glider ud af top 6, efter de ellers havde bidt sig fast efter sejre over AC Horsens og FC Midtjylland.
Daniel Wass var ærgerlig, da han blev interviewet af Discovery+ efter kampen, men han var også afklaret.
– Vi skal op på hesten igen. Sådan er det. Det er fodbold i en nøddeskal. De har en chance, de scorer på, og vi scorer ikke på vores, siger Daniel Wass.
Læs også: Jesper Sørensen vil rejse sig efter skuffelse: Kræver vel to sejre nu
Nu venter to afgørende runder mod henholdsvis Silkeborg IF og FC Nordsjælland, inden ligaen bliver splittet op i to.
Og Daniel Wass hæfter sig ved, at man stadig har skæbnen i egne hænder.
– Det havde selvfølgelig været gode tre point, og det er 100 procent et slag, men vi har to kampe tilbage, og vi kan stadig selv afgøre det, tilføjer han.
Det er et bredt felt af klubber, der kæmper om top 6. AGF, Randers, Silkeborg, Brøndby, FC Midtjylland og OB kæmper alle om tre pladser.
Læs også: Kæmpe nedtur: Brøndby kollapser og ryger ud af top 6