1964

Zorniger ændrede alt i Brøndby: ‘Folk var bange for ham’

Brøndby IF - Agf 1-0

Den tidligere Brøndby-spiller, Frederik Holst, fortæller, hvordan Alexander Zorniger ændrede alt, da tyskeren tiltrådte som cheftræner i Brøndby. Han var vild, lyder det fra Holst, der nåede et år under hans ledelse.

Brøndby tog et gevaldigt kursskifte i 2016, da man hyrede Alexander Zorniger ind som klubbens nye cheftræner efter flere år med kendte ansigter som Auri Skarbalius, Thomas Frank, Henrik Jensen, Kent Nielsen og Tom Køhlert.

Den tyske cheftræner blev hurtig kendt som en mand, der pressede sine spillere hårdt fysisk og sørgede for, at der blev indført en aggressiv spillestil med et intenst pres.

Frederik Holst, der var i Brøndby, da Alexander Zorniger tiltrådte, husker også, at den i dag 55-årige tysker vendte tingene på hovedet på den københavnske Vestegn.

– Han var vild. Han ændrede alt i Brøndby. Det var kæft, trit og retning. Han kom ind med en god arrogance, og ja, folk var bange for ham, siger Frederik Holst i bold.dk-podcasten, FART PÅ.

Frederik Holst erindrer blandt andet, at hans holdkammerat David Boysen fik Alexander Zornigers kontante stil at mærke på tætteste hold.

– Boysen kiggede forkert på ham under et håndtryk, og så blev der taget fat. Nu kigger du mig i øjnene, når der bliver sagt goddag, husker Frederik Holst.

Selvom Alexander Zorniger havde en kontant stil og indførte nogle hårde pre-seasons, mener Frederik Holst, at spillertruppen var med den aggressive tysker.

– Jeg føler, at han fangede alle – både dem der spillede, var på bænken, men også dem, der var helt ude af truppen. Men pre-season var det vildeste, jeg nogensinde har været med til. Det var løb i skoven, bib-test og så 11 mod 11. Han var vild.

Alexander Zorniger nåede knap tre år i Brøndby, og Frederik Holst peger på, at tyskerens hårde ledelsesstil måske ikke altid er langtidsholdbar i dansk fodbold, men personligt var han fan.

– Det er måske ikke langtidsholdbart i Danmark på grund af mentaliteten, for det kan knække for nogle. Men jeg var vild med det. Jeg elskede det.

Frederik Holst skiftede i 2017 fra Brøndby til Sparta Rotterdam, inden turen gik til Elfsborg og senere Lillestrøm. I dag er han skadet og står uden kontrakt, men forventer snart at være klar.