Henrik Heggheim erkender i et interview med Viaplay, at han dummede sig, da han nedlagde Ola Brynhildsen og fik et direkte rødt kort. Han glæder sig dog over, at holdkammeraterne fightede en sejr i hus.
Henrik Heggheim fik en uheldig hovedrolle søndag aften, da den norske stopper begik et klodset straffespark på Ola Brynhildsen, hvilket blev sanktioneret med et rødt kort.
Den 22-årige forsvarsspiller gemte sig dog ikke i omklædningsrummet efter opgøret.
Læs også: Dommen: Vi. Er. Nummer. 1 – Tak, Pentz!
Henrik Heggheim valgte nemlig at stille sig til rådighed for Viaplay, der gerne ville have en kommentar fra den uheldige hovedrolleindtager på Brøndby Stadion.
– Det er dumt af mig, erkender han blankt.
Ifølge nordmanden var hans landsmand Ola Brynhildsen dog klog, da det lykkedes FC Midtjylland-angriberen at komme ind foran ham, så det ikke var muligt at tackle på bolden.
– Jeg forsøger at komme på den rigtige side, men han er smart at tage bolden ind foran mig, og så får han kroppen mellem mig og bolden, tilføjer han.
Henrik Heggheim udtrykker videre i interviewet sin glæde over, at hans holdkammerater formåede at sikre sejren, som sender klubben op på en aktuel førsteplads.
Der var naturligvis også roser fra nordmanden til Patrick Pentz, der elegant dykkede ned og pillede Gue-sung Chos spark i østrigerens højreside.
Brøndby vandt opgøret med 1-0 efter en scoring i første halvleg fra Ohi Omoijuanfo, og de blå/gule er nyt førerhold i Superligaen.
Læs også: ‘Four more years’: Brøndbyfans vil have mere Pentz