Silkeborgs forsvarsspiller Andreas Poulsen har et godt forhold til Brøndbys keeper Patrick Pentz, som han passerede onsdag aften.
Det så legende let ud for venstrebacken Andreas Poulsen, da han på flotteste vis vippede kuglen ind bag Patrick Pentz onsdag aften.
Silkeborg-spilleren bragte udeholdet foran efter kun otte minutter af onsdagens pokalsemifinale, som endte i et vildt 3-3-drama, hvor Brøndby kom tilbage fra 0-3.
Selvom Andreas Poulsen sjældent er oppe i modstanderens felt, lignede han en, der aldrig var i tvivl om, hvordan han skulle passere Brøndbys østrigske landsholdskeeper.
Det var han måske heller ikke, for han fortæller nu ifølge Tipsbladet, at han faktisk kender Patrick Pentz særdeles godt, for de to har været holdkammerater i Austria Wien i 2020/2021-sæsonen.
– Jeg kender jo Patrick Pentz fra min tid i Østrig, så jeg vidste, man skulle skyde den højt på ham, for han er stærk langs jorden, siger Silkeborg-backen.
Patrick Pentz var førstemålmand i den østrigske klub, mens Andreas Poulsen var i klubben på en lejeaftale fra tyske Borussia Mönchengladbach.
Venstrebacken har kun gode ord til overs for Patrick Pentz, som er blevet en god ven.
– Han er en rigtig god ven. Vi er gode kammerater. Han hjalp mig rigtig meget i Austria Wien, da jeg var der, så jeg var glad for at kunne gå hen og sige tak for kampen i dag.
Andreas Poulsen, Tonni Adamsen og et selvmål fra Jordi Vanlerberghe betød, at Silkeborg gik til pausen foran med tre mål, men i anden halvleg vendte de blågule tingene på hovedet med scoringer fra Marko Divkovic og Mathias Kvistgaarden gange to.
Opgøret endte 3-3, hvilket betyder, at alt er åbent inden returopgøret om en lille uge.
Læs også: Clement Bischoff: Glad for at komme ind og gøre en forskel
Læs også: Frederik Birk ikke enig med reporter: Det er for letkøbt