Brøndbys administrerende direktør Ole Palmå svarer på fansenes utilfredshed over, at priserne på sæsonkort har fået et nyk op.
”Fans > Profit. Fuck jeres prisstigninger”.
Sådan lød budskabet på et banner, som Brøndbys mest inkarnerede fans viste frem på Sydsiden under Brøndbys pokalsemifinale mod Silkeborg IF.
Læs også: Historisk aftale for kvinderne: Dét tjener de
Det sker, efter Brøndby har offentliggjort en stigning i priser på sæsonkort på Brøndby Stadion, hvor priserne på langsiden er steget med 400 kroner, mens det nu er blevet 200 kroner dyrere at erhverve sig et sæsonkort til Brøndbys stemningstribune.
Brøndbys administrerende direktør Ole Palmå fortæller, at man i en længere periode har kørt med priser under markedsniveauet, og derfor malker man ikke fansene for ekstra profit med de nye prisstigninger.
– Vi har haft et efterslæb på vores sæsonkort, og det har vi justeret på henover de sidste par år og fået priserne op på det niveau, vi skal være på, siger han i et interview med Tipsbladet.
Ifølge Ole Palmå har man i Brøndby kigget mod rivaliserende klubber for at se på priserne på sæsonkort, og her har man erfaret, at man lå et et godt stykke under, hvorfor den nye prisstruktur gør, at man kommer kommer tættere på markedsprisen.
– Vores team har kigget på de klubber, som vi sammenligner os med, og det er FCK, Midtjylland, AGF og Malmö FF, hvor vi kan se, at vi nogle steder ligger lidt under prismæssigt og andre steder på niveau. Men det er ikke sådan, at vi skiller os ud og kører med overpriser, så vi mener reelt, at der har været et efterslæb.
Ole Palmå slår videre fast i interviewet, at det er vigtigt, at fanmiljøet forstår, at man kommer fra et lavere niveau, og at man derfor nu rammer et prispunkt, man ser andre stedet.
– Så det handler ikke om, at vi skal have nogen til at finansiere et tab på den måde. Det handler om nogle justeringer, så priserne er tilpasset efterspørgslen, markedet og det niveau, som vi generelt ser.
Billetabonnementer har ligeledes for et lille nyk op, så de nu også matcher – hvad Brøndby mener – er markedsniveauet.
Læs også: Breaking: Danske Spil trækker sig som hovedsponsor i Brøndby til sommer