Brøndbys fodbolddirektør Benjamin Schmedes mener, at tiden under Frederik Birk har været som en rutsjebanetur.
Der blev ikke sparet på gloserne, da Frederik Birk blev forfremmet fra assistenttræner til cheftræner for Brøndby.
Han var klar til at angribe både Superliga-trofæet og pokaltriumfen, men tre uger før sæsonafslutningen står det fast, at Brøndby misser begge dele.
Læs også: Brøndby-direktør svarer på utilfredse fans’ banner
Brøndbys fodbolddirektør Benjamin Schmedes gav grønt lys til forfremmelsen af Frederik Birk, og tyskeren blev spurgt ind til, hvad han synes om cheftrænerens fire måneder i spidsen for de blågule.
– Det har været som en rutsjebanetur, siger han i et interview med Viaplay og uddyber.
– Vi startede ikke forårssæsonen godt, og vi kom kun lige i med i mesterskabsspillet, hvor vi var det bedste hold. Vi nåede at dufte den gode smag af sølvtøj, men de seneste tre dage er faldet lidt anderledes ud, fortsætter han.
Viaplays reporter spørger Benjamin Schmedes to gange, hvordan hans tro er på Frederik Birk, hvortil han svarer:
– Troen er der stadig, men vi skal steppe op for at få 3. pladsen. Vi har alt i vores hænder i forhold til at beskytte bronzemedaljen, som er vores mål.
Han erkender, at gameplanen i de to semifinalekampe mod Silkeborg ikke gik som ventet.
– Jeg analyserer ikke gameplanen, men det er klart, at det ikke gik, som det skulle. Vi vil analysere og diskutere det senere. Lige nu føler jeg det som en stor skuffelse. Vi formåede ikke at bringe det niveau, som det kræver art komme i finalen, siger Brøndbys tyske fodbolddirektør.
Frederik Birk fik en ”længerevarende aftale”, da han i januar blev Brøndby-cheftræner.
Læs også: Benjamin Schmedes slår til: Brøndby tæt på transferfri forstærkning