Jacob Rasmussen forventer en heksekedel på Brøndby Stadion søndag eftermiddag.
Søndag eftermiddag venter mesterskabsspillets andet Derby, når Brøndby IF er værter for opgøret mod FC København.
Brøndby Stadion er udsolgt til opgøret, og på grund af tilskuerrestriktionerne vil der ikke være udebanefans på stadion.
Brøndbys anfører Jacob Rasmussen tror næppe, at FC Københavns spillere ser frem til at træde ind i, hvad han forventer bliver en heksekedel.
– Det bliver en heksekedel. Det bliver et stadion fyldt med gule farver, siger Brøndbys anfører til TV2 Sport og fortsætter:
– For os handler det om at komme ud over stepperne og bruge det tryk, du kan få fra tribunerne. Jeg tænker ikke, at FCK-spillerne glæder sig synderligt meget til at komme herud og mærke trykket.
Opgøret mellem Brøndby og FC København har kampstart søndag kl. 16.00, og det bliver Mads-Kristoffer Kristoffersen, der passer fløjten.
Læs også: Indkaldt til møde: Politiet vil have endnu færre fans på Brøndby Stadion til evt. Derby-finale