Den tidligere topspiller Jores Okore spiller tirsdagens Old Boys-kamp mod Ledøje-Smørum Fodbold.
Jores Okore tilbringer en del tid i Brøndby IF for tiden.
Den tidligere topspiller, der ikke officielt har stoppet sin aktive karriere, er blevet træner for Brøndbys U17-2-hold på frivillig basis.
Her træner han sammen med sin agent Nikola Juric, hvis søn er på holdet, og nu trækker Jores Okore snart den gule Brøndby-trøje over hovedet.
Tipsbladet skriver nemlig, at han er på holdkortet, når Brøndbys Old Boys-hold tirsdag aften møder Ledøje Smørum.
– Han kommer lidt senere, fordi han selv skulle træne, så han starter ikke inde, men kommer efter planen ind til anden halvleg, siger spillende træner Nicklas Stengaard Nielsen.
Der er kampstart på bane 2 kl. 20.00.
Jores Okores fodboldkarriere er i øjeblikket på pause.
Den 32-årige stopper skiftede i september sidste år på en kort kontrakt til B.93 i 1. divisionen, og han stoppede i klubben igen i begyndelsen af 2025.
Han nåede fem kampe for dem, inden de gik hver til sit.
I sin karriere har han blandt andet været forbi Aston Villa i en tre-årig periode, mens han også har haft en lignende periode i kinesiske Changchun Yatai F.C.