Brøndby får 60 millioner kroner for Yuito Suzuki her og nu, men i fremtiden er der mange flere millioner i vente.
Suzuki’en kører fra Vestegnen og sydpå.
Den japanske offensivspiller lander en stor aftale i SC Freiburg, der sluttede som nummer 5 i den netop overståede Bundesliga-sæson og dermed deltager i næste sæsons Europa League.
Læs også: Kæmpe Brøndby-bombe: Suzuki tæt på klubskifte til Bundesligaen
Det var tyske Sky Sports, der søndag aften løftede sløret for den forestående transfer, som Bold nu også beretter om.
Ifølge det danske medie er kontrakten ikke underskrevet endnu, men alle detaljer er så godt som på plads, og Brøndby får et hæderligt beløb for ham.
60 millioner kroner lyder transfersummen på, beretter Bold.
Guldregnen stopper dog næppe her.
Det forlyder nemlig, at Brøndby har en videresalgsklausul i niveauet 10-15 procent, så Benjamin Schmedes og co. kan skumme fløden, hvis han bliver en succes og sælges videre fra SC Freiburg i fremtiden.
Yuito Suzuki kostede under fem millioner kroner, da Brøndby hentede ham i sommeren 2023, og dermed leverer man en af de største transfergevinster i klubbens historie.
Læs også: Bud efter Suzuki, Kvistgaarden og Vallys: Derfor solgte Brøndby dem ikke