Brøndby oplyser på klubbens hjemmeside, at Yuito Suzuki er blevet solgt til SC Freiburg. Skiftet træder i kraft efter sæsonen.
Yuito Suzuki er solgt til Bundesligaen.
Brøndby annoncerer tirsdag formiddag, at den japanske guldfugl skifter til SC Freiburg i den bedste tyske fodboldrække fra den 1. juli.
Læs også: Schmedes og Suzuki vil ikke stille op til interview: Birk klapper i
Brøndbys fodbolddirektør Benjamin Schmedes er tilfreds med salget af den 23-årige offensivspiller, som kom til klubben for to sæsoner siden fra Shimizu S-Pulse.
– Yuito har været fantastisk for os, lige siden han kom til klubben. Han har altid arbejdet hårdt og vist stor kvalitet på banen. Skiftet til Freiburg er fuldt fortjent, og vi er stolte af at have været med til at løfte ham til et højere niveau, siger Brøndby-bossen til klubbens hjemmeside og tilføjer:
– Skiftet til Bundesligaen sender endnu engang et stærkt signal om, at Brøndby IF er et sted, hvor talentfulde spillere kan udvikle sig og tage springet til de største ligaer i Europa. Yuitos skifte er en af de største transfers i Brøndby IF’s historie, og det er vi stolte af.
Brøndby får mere end først antaget
Tyske Sky Sports skrev søndag aften, at Brøndby ville få mellem 52-60 millioner kroner for japaneren, men Tipsbladet skriver om en betydeligt højere pris.
Ifølge mediets oplysninger skrev Yuito Suzuki allerede under med SC Freiburg for uger siden, og siden den dag har den tyske Bundesliga-klub kvalificeret sig til europæisk fodbold.
Det betyder, at der ryger flere millioner Brøndbys retning.
Brøndby fik nemlig forhandlet nogle klausuler ind, som betød, at købsprisen ville blive højere, såfremt det blev til europæisk fodbold for den sydtyske klub.
Mediet beretter, at prisen lander på knap 10 millioner euro – svarende til lige under 75 millioner kroner.
Yuito Suzuki havde kontrakt med Brøndby i to sæsoner endnu.
Brøndby hentede ham for kun 4,5 millioner kroner i sommeren 2023.
Læs også: Kæmpe milliongevinst på Vestegnen: Brøndby scorer pæn videresalgsklausul på Suzuki