Brøndby oplyser på klubbens hjemmeside, at Betano er deres nye hovedsponsor.
Fra ét bettingfirma til et andet.
Danske Spil har besluttet at udnytte en klausul i deres aftale med Brøndby, så de efter sæsonen stopper som hovedsponsor på Vestegnen.
Nu er deres afløser fundet.
Det bliver en ny betting-gigant.
Brøndby skriver på klubbens hjemmeside, at de har indgået en treårig aftale med Betano, som de beskriver som ”et af verdens førende brands inden for online sportsbetting og gaming”.
Brøndbys administrerende direktør Ole Palmå har svært ved at skjule sin begejstring over, at man har landet en aftale med Betano.
– Dette er ikke bare en vigtig kommerciel aftale – det er et strategisk partnerskab med et brand, der matcher vores ambitioner. Gennem de seneste måneder har vi haft en åben dialog med Betano om, hvordan et samarbejde kunne se ud, og vi har i den grad fundet fælles fodfæste. Vi er derfor meget tilfredse med aftalen og partnerskabet, der løber frem til sommeren 2028.
Hos Betano ser man også partnerskabet med Brøndby som et scoop.
Julio Iglesias, der fungerer som Chief Commercial Officer, hos koncernen, udtaler følgende til Brøndbys hjemmeside:
– Vi er meget begejstrede for dette nye partnerskab med Brøndby IF. Det er ikke kun vores første i Danmark, hvor Betano blev lanceret så sent som sidste år, men også vores første i hele Skandinavien. Brøndby IF har en af de stærkeste fortællinger og fodboldkulturer i Danmark, og de har fostret nogle af Danmarks største fodboldlegender og har en fantastisk passioneret fanbase.
Betano figurerer på 19 markeder og har partnerskaber i klubber som Aston Villa, River Plate, SL Benfica, FC Porto og Sporting CP.
Læs også: Breaking: Danske Spil trækker sig som hovedsponsor i Brøndby til sommer