Celtic og Brøndby er i dialog om en transfer af 21-årige Mathias Kvistgaarden, skriver det britiske medie, Football Insider. Ifølge mediets oplysninger vil den skotske klub gå langt for at hente ham i vinterens transfervindue, men Brøndby vil ikke sælge.
Mathias Kvistgaarden er det absolut hotteste salgsobjekt i Brøndby-truppen, og den unge angriber blev i sommer kraftigt kædet sammen med et skifte til den skotske storklub, Celtic.
Danske B.T. kunne i sommer afsløre, at mesterklubben havde budt 35 millioner kroner for hurtigløberen, men det bud afviste Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen uden at tøve.
Læs også: Pengekassen tom: Schalke 04 har ikke råd til Mathias Kvistgaarden
Celtic har dog ingenlunde givet op på Mathias Kvistgaarden.
Ifølge flere medier ønsker Celtic at tilknytte ham i januar, men Brøndby har slået fast, at man ikke sælger sin angrebsprofil i vinterens transfervindue.
Men Celtic lader sig ikke ryste af, at Brøndby ikke vil sælge ud af holdets profiler.
Det britiske medie Football Insider erfarer nemlig lørdag, at Celtic har åbnet forhandlinger med Brøndby om en transfer af Mathias Kvistgaarden.
Brendan Rodgers er ivrig efter at hente en angriber, og Celtic-manageren er så vild med Mathias Kvistgaarden, at han går benhårdt efter at tilknytte ham i januar.
Celtic har sendt offenisivspillerne Hyeongyu Oh, Daizen Maeda og Hyunjun Yang til Asian Cup, og derfor er der akut behov for at styrke angrebet. Gerne med Mathias Kvistgaarden, hvis det står til Celtic selv.
Selvom Brøndby er gået ind til januars transfervindue med den overbevisning, at man ikke sælger Mathias Kvistgaarden, kan klubben blive fristet af et stort bud.
Men det bliver ikke billigt.
Det har tidligere forlydt, at Brøndby vil have 75 millioner kroner for den danske U/21-landsholdsangriber, og det er også den pris, der bliver videreformidlet i den britiske presse.
Læs også: Belgisk klub lurer også på Mathias Kvistgaarden