Brøndbys fans tåler ingen sammenligning med, hvad Patrick Pentz tidligere har oplevet. Man vil give alt for dem, siger den østrigske keeper til Brøndby TV.
Brøndby hev en lille kanin op ad hatten i sommerens transfervindue, da man landede en aftale med den 26-årige keeper, Patrick Pentz, der skiftede til klubben på en ét-årig lejeaftale fra Bayer Leverkusen.
Den østrigske landsholdsreserve var dog aldrig Brøndbys førsteprioritet, fordi man længe jagtede en permanent keeper i først Viborgs Lucas Lund og senere Odd BK’s Leopold Wahlstedt.
Læs også: Pentz: Hellere 26.000 fans i Brøndby end 75.000 fans i Frankrig
Men det lader alligevel til, at det har været et nærmest perfekt match mellem Brøndby og Patrick Pentz, for lejesvenden har været fast mand og medvirkende til Brøndbys øjeblikkelige 2. plads i Superligaen.
Østrigeren trives også i Danmark, og i et interview med Brøndby TV lægger han ikke skjul på, at Brøndby-fansene især imponerer ham dybt.
– Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Alle på stadion lever for det, og hele deres kommende uge påvirkes af, hvordan vi spillede i weekenden. Så man vil give alt for dem, siger han.
Læs også: Pentz: Ankergren en af nøglerne bag mit Brøndby-skifte
Åben for at blive i Brøndby
Patrick Pentz er i første omgang i Brøndby frem til sommeren 2024, hvorefter han ifølge kontrakten vender tilbage til Bayer Leverkusen.
I et tidligere interview med Kicker har Patrick Pentz dog åbnet op for muligheden for at blive i Brøndby i længere tid.
– Det er det i hvert fald (en mulighed at blive red.). Intet er udelukket, men vi har aftalt at mødes i slutningen af sæsonen, har han udtalt til det tyske medie.
Ved den lejlighed udtalte han sig også i yderst positive vendinger om Brøndbys fans, hvor man ifølge keeperen tydeligt mærker de værdier, som skaber klubbens identitet.
– Man mærker bare, at fans, medarbejdere og spillere alle brænder for klubben og investerer meget i den. Deres slogan er ingen er over fællesskabet, og på ydersiden af stadion står der: Aldrig alene. Det kan man også mærke.
Patrick Pentz har tidligere i karrieren spillet for Austria Wien og Reims.
Læs mere her: Pentz lykkelig i Brøndby: Åben for at blive på Vestegnen