Patrick Mortensen manglede bare at skrive under på en ny kontrakt med AGF, da Brøndby pludselig blev en attraktiv mulighed for ham.
Patrick Mortensen vender lørdag aften hjem til Aarhus iført en Brøndby-trøje, efter han tidligere på sommeren var hovedperson i en af de største transferbomber længe.
Den nu 37-årige angriber var lige blevet mestre med AGF, der havde præsenteret ham for en kontraktforlængelse. En kontrakt, han kun manglede at sætte sin underskrift på.
Læs også: Patrick Mortensen får speciel rolle i Brøndby
Men så ringede de fra Vestegnen.
Julius Ohnesorge ville hente den rutinerede målræv til Brøndby, og det fik Patrick Mortensen til at krølle kontraktudspillet fra AGF sammen.
Han ville til Vestegnen.
– Da Brøndby kom på banen og præsenterede mig for den samlede pakke, så var det meget, meget, meget svært at sige nej til. At tilbringe to år herude i en fantastisk klub. Ikke mindst for min familie, som havde en kæmpe stemme i det her, siger han til Bold og bekræfter, at AGF havde lagt en kontrakt for snuden af ham.
– Jeg var godt blevet præsenteret for et udspil, og vi havde drøftet tingene frem og tilbage, men så længe der ikke er skrevet under, er der jo en risiko for alt.
Patrick Mortensen har fået en kontrakt i Brøndby frem til sommeren 2028.
Hans officielle debut kommer formentlig senere denne lørdag mod sin tidligere klub. Et opgør, der har kickoff kl. 18.00.













