Brøndby scorer omkring 3,3 millioner kroner i transfersum på Simon Hedlund, erfarer Ekstra Bladet.
Brøndby meldte søndag eftermiddag ud, at de havde solgt Simon Hedlund til den svenske klub, Elfsborg.
Dermed sluttede fire og et halvt års tro tjeneste på Vestegnen for den svenske angriber, der kom til i begyndelsen af 2019 fra tyske Union Berlin.
Læs også: Skotsk medie: CV kræver 35 millioner kroner for Kvistgaarden
Det var Simon Hedlund og familiens ønske at komme hjem til Sverige, og da hans tidligere klub Elfsborg kom med et tilfredsstilende bud, accepterede Brøndby.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger måtte Elfsborg betale 3,3 millioner kroner for at købe Simon Hedlund fri af kontrakten med Brøndby.
For et halvt år siden forlængede Simon Hedlund sin kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2025, efter han oprindeligt ville have haft kontraktudløb denne sommer.
Mathias Kvistgaardens gennembrud i Brøndby har dog været så markant, at det har været yderst begrænset med spilletid for Simon Hedlund under Jesper Sørensen.
Læs også: Vallys overvandt også Alpha: Mundlam over Brøndbyfansenes hyldest
I denne sæson har svenskeren blot fået fem minutters spilletid, og derfor lå det i kortene, at der kunne ske noget omkring ham denne sommer. Og det er nu sket.
Simon Hedlund var også en både rørt og tilfreds herre, da han takkede af i Brøndby med følgende ord:
– Det har været en uforglemmelig tid i Brøndby IF, og selvfølgelig vil mesterskabet i 2021 være noget, jeg tager med mig resten af livet. Det var en fantastisk sæson, og at kunne bidrage til holdet er jeg meget taknemmelig for, lød det blandt andet i pressemeddelelsen omkring hans exit.
Simon Hedlund har en fortid i Elfsborg, som han repræsenterede, inden han skiftede til Union Berlin i 2016. Brøndby købte ham i sin tid for omkring to millioner kroner.
Læs også: Handel kollapsede i januar: Brøndby har foretaget udvidet lægetjek af Yeboah